CenterPartiet

Politisk beretning ved landsmødet

Af politisk næstformand Søren Bülow:

Danmark har i et par år været igennem en økonomisk krise.

Det har betydet arbejdsløshed og faldende indkomster for mange danskere.

Måske er vi på vej ud af krisen nu?
Det er nok for tidligt at få hænderne i vejret, men f.eks. arbejdsløsheden stiger ikke længere med den samme, foruroligende hastighed som før.

I forhold til Danmarks økonomiske situation har partierne i Folketinget i foråret brugt meget tid og har fået meget opmærksomhed i pressen om de såkaldte 2020-forhandlinger.

Idéen bag disse forhandlinger er, sagt på en kort måde, at få de offentlige udgifter til at stemme med indtægterne i 2020. “Pengene skal passe” – det er en dagsorden, som umiddelbart er nem at forstå for de fleste.

Hvad der til gengæld får langt mindre opmærksomhed er, at vi i Danmark ikke bare er inde i en økonomisk krise, men også i en social krise.

Vi hører ganske vist i pressen om mishandling af børn, handel med udenlandske kvinder og familier, der ikke kan få hverdagen til at hænge sammen.

Men det er, som om det mest bliver til enkeltstående historier om forskellige menneskers løsrevne ulykker.

Virkelighedens verden er, at det kun er toppen af isbjerget, vi hører om, og at den samlede mængde af sociale problemer vokser. Det er dét, man kan kalde den sociale krise.

Sandheden er desværre, at den sociale krise har stået på i en årrække, og at den økonomiske krise kun har været som at komme benzin på bålet.

Også under de foregående års højkonjunktur er et stigende antal familier blevet sat ud af deres boliger, køen til behandling i psykiatriske tilbud er vokset, og færre børn er blevet fjernet fra konfliktramte familier, for bare at nævne et par eksempler som har været fremme i pressen.

Det er en dårlig udvikling, som stiller en masse mennesker i en aktuel, vanskelig situation, men som også lægger en bombe under fremtidens samfund.

Konsekvensen af ikke at tage den sociale krise alvorligt er nemlig let at forudsige: En dårligere folkesundhed som kræver mere behandling, flere på overførselsindkomst og mere kriminalitet.

Denne negative udvikling kan kun modvirkes ved, at vi tager den i opløbet. Og især overfor den kommende generation – børn og unge – må det danske samfund være helt oppe på tæerne for at sikre, at ingen gøres chanceløse.

CenterPartiet ønsker et fremtidigt Danmark, hvor velfærden fortsat er til stede for alle, der har et reelt behov for den, og et samfund hvor der er en social sammenhængskraft båret af en udbredt, fælles forståelse af, at vi altså også er her for hinandens skyld, og ikke bare for vores egen.

Alle skal have en mulighed for at skabe sig et liv i aktivitet og fredeligt samvær med andre.

Nogle vælger så at bruge denne mulighed til at ligge på sofaen, mens andre f.eks. arbejder hårdt på at opbygge deres egen virksomhed. Om man gør det ene eller det andet, og på den baggrund bliver mere eller mindre rig, er noget andet. Det er hvert enkelt menneskes valg, men det må være både retfærdigt og rimeligt, at alle får lige muligheder, og at ingen er sat ud af spillet på forhånd.

Desværre handler den generelle, politiske debat lige nu om ting, der vil gøre den sociale krise værre: Lavere sociale ydelser, højere arbejdskrav til nedslidte og mere kontrol af personer på overførselsindkomst med mere.

Samtidig optræder kravet om lettelser af indkomstskatten oftere og oftere. Officielt fordi den danske arbejdsløn er for høj og forringer Danmarks konkurrenceevne. Det er begrundelse, som ikke holder særlig godt til en nærmere granskning, sådan som ugebrevet A4 for nyligt viste.

Og egentlig siger det vel også sig selv, at man ikke løser fattigdomsproblemer, sygdom eller social udstødelse ved at give skattelettelser til den rigeste halvdel af danskerne.

CenterPartiet køber derfor ikke de lette budskaber om, at skattelettelser er løsningen på Danmarks aktuelle problemer.

Jeg synes, vi skal sige til alle de, der drømmer om, at skattelettelser kan genoplive tiden med nye samtalekøkkener: Glem nu alt om det. Lad nu den strid om skatten ligge.

Lad os i stedet bruge tiden og pengene til at få ryddet op i Danmark – ikke kun økonomisk, men også socialt. De to områder hænger uløseligt sammen, og det er derfor en opgave, som det er i alles interesse at få løst.

—

Hvis jeg ser tilbage på vores egen politiske indsats, er der især to ting at fremhæve.

For det første har vi holdt et ret højt niveau i antallet af politiske udmeldinger, udspil og aktiviteter.

Eksempelvis kan man på vores hjemmeside finde over 40 debatindlæg, pressemeddelelser og markeringer fra det seneste år.

Det er et pænt højt niveau i forhold til vores begrænsede resurser, og det kan vi være godt tilfredse med.

For det andet synes jeg, man skal bemærke indholdet i vores udmeldinger.

Det er klart, at fordi vi er et lille parti – og fordi vi endnu ikke har medlemmer valgt ind i Folketinget, regionsråd eller kommunalbestyrelser, så får vi ikke ret meget opmærksomhed af pressen.

Jeg tror, vi har opnået det, man kunne forvente i form af en pæn omtale i flere lokalmedier samt omtale et par gange i landsdækkende medier som f.eks. på text-tv.

Men man skal også se på, hvad det er, vi har meldt ud. Og hvad indholdet angår, mener jeg, man kan sige, at vi er på pletten rent politisk.

For eksempel da vi meldte vores nye socialpolitiske program ud med budskabet om, at kommunerne bør have et rejsehold, der skal forebygge gentagelser af Brønderslev-sagen.

I Folketinget stilles der nu forslag om noget lignende – selvom det kaldes noget andet.

Et andet eksempel var mit debatindlæg i starten af året af det udsigtsløse i, at EU blev ved med at dække over den katastrofale, græske økonomi. Mit debatindlæg kom på et tidspunkt, hvor det stadig var god latin at forsvare redningsordninger på flere hundrede milliarder til EU-lande som styrer imod bankerot.

Siden da har der været stigende kritik af EU’s kriseordninger fra internationale økonomer og fra politikere i mange EU-lande, og Grækenland er nu på kanten af den nærmest uundgåelige bankerot.

Jeg kunne nævne flere eksempler på politiske begivenheder, som vi kan genkende vores egne meldinger i.

Det ville være for meget at sige, at vi har påvirket den politiske udvikling på disse områder.

Men det man skal bemærke her er, at vi rammer plet. Vores politiske udmeldinger har altså fingeren på pulsen, og det er et meget positivt resultat.

Det betyder, at selv om vi i en periode frem over må forvente, at vi stadig skal føre politik med økonomiske resurser, der er mikroskopiske sammenlignet med stort set alle andre partier, så har vi altså den vigtigste resurse: En levende og tidssvarende politik med realitetssans.

Jeg har selv haft fornøjelsen for nyligt af at deltage i vores debatmøde om fattigdom, og på samme måde som flere af jer andre, der deltog i kommunalvalget, er det min oplevelse, at vi sagtens kan gøre os gældende.

Vi har derfor god grund til at holde fast, bide tænderne sammen og fortsætte arbejdet. Hvis vi alle gør dette, og bidrager med det vi kan, skal resultaterne nok komme!

Jeg vil gerne afslutningsvis sige, at ethvert bidrag tæller i den forbindelse.

I min kontakt med såvel medlemmer som mulige medlemmer, møder jeg ofte et synspunkt om, at “det passer ikke så godt med mit arbejde at være i politik”. Eller “jeg har ikke lige nu tid til at sætte mig ind i hele CenterPartiets politik, så det må vente”.

Hver gang svarer jeg det samme: det betyder ikke noget! Ingen forventer, at du skal være politiker 24 timer i døgnet for at være medlem af CenterPartiet. Eller at man skal kende hvert et hjørne af vores politik, inden man kan blive medlem eller udtale sig.

Det vigtigste er, at du er med. Jeg vil hellere have, at du er medlem eller aktiv i 5 minutter, end at du står på sidelinjen og tænker, at det kunne være interessant, men “bare ikke lige nu”.

Selv en lille indsats for partiet er bedre end ingenting.
Vi kan kun klare dette her sammen!