Af Tove Buch, HB-medlem:
Nu må man vælge:
Vil vi have forebyggelse eller ”brandslukning”?
Et gammelt ord siger, at det er bedre at forebygge end at helbrede.
Det har Kristian Thulesen-Dahl åbenbart glemt, da han udtalte, at DF vil skære i U-landsbistanden – et klassisk eksempel på forebyggelse lokalt. I stedet skal vi øge bistanden til nødhjælp.
Han har tilsyneladende glemt, at det er bedre at hjælpe mennesker, hvor de bor – hjælp til selvhjælp – inden katastrofen sker.
Begrundelsen vidner om mangel på kulturforståelse.
Enhver virksomhed, der samarbejder med andre lande ved, at nøgleordet for at få en aftale i hus, er indgående kendskab til landets kultur og magtstrukturer.
En forudsætning for at lykkes i et land som f.eks. Kina.
Der er lande, hvor det er helt naturligt, at et samarbejde forudsætter betaling til embedsmænd før, man når frem til forhandlinger med beslutningstagerne, og hvor det ikke betragtes som korruption – hvilket Søren Pind mange gange har påpeget i sit arbejde som minister.
Det klinger hult, men matcher fint med den førte politik, som DF har været så stolt af at medvirke til.
Egoisme, kontrol, enhver skal være sig selv nærmest, strammere udlændingepolitik. Næh, vi skal ikke hjælpe før, det brænder på, og mange mennesker er døde, hvis DF for held med at skære i den danske U-landsbistand.
Vil vi forebygge eller først forsøge at hjælpe, når katastrofen er sket, og mange mennesker er døde?