Vil du have teksten på vores hjemmeside læst højt, kan du hente et lille gratis program på www.adgangforalle.dk - (Åbner nyt vindue)

Kategorier

Arkiv

Firkløveren – omsorg og miljø

For CP er menneskelig omsorg og et rent miljø centrale begreber.
Derfor er firkløveren en central del af CP's logo - ligesom den er for de øvrige centerpartier i Norden og Østersø-området.

Om CP's logo og design

Et levende og åbent fællesskab

CenterPartiet er et parti, der tør tage ansvar og gennemføre samfundsforandringer.

Men det er også et parti, som er et levende og åbent fællesskab, der giver muligheder og redskaber for mennesker til at udvikle sig.

Et moderne parti bør være link mellem offentlige beslutningstagere og engagerede medborgere.

Kriminel lavalder

Af HB-medlem Tonny Nielsen:

Hvorfor bliver de, der laver kriminelle handlinger yngre og yngre?

Måske er det en god ide at se på grundene til dette – måske er det værd at overveje, om det har noget at gøre med de prioriteringer, vi som samfund vælger?

Måske skyldes det, at vi nedprioriterer vore børn på bekostning af egne eller samfundets økonomiske interesser?
Vi skærer gang på gang ned på daginstitutioner og skoler.
Forældrene vælger/presses ud i at arbejde mere og mere.

Måske har børnene ikke selv valgt at være kriminelle?
Måske reagerer de på det svigt, den mangel på opmærksomhed og omsorg, som vores samfund udsætter dem for?
Løber vi som voksne/samfund fra vores ansvar overfor vore egne børn for at være effektive og maksimere profitten?
Voksne får mere og mere travlt. Kan stress og jag og nedprioritering af børn og unge i dagens Danmark være medvirkende til kriminaliteten?
Måske ville du også reagere kraftigt, hvis ingen lyttede til dig, dine gode idéer, bekymringer eller svarede på dine spørgsmål?

CenterPartiet vil ikke sænke den kriminelle lavalder, men forebygge kriminaliteten. Blandt andet ved at tage vore børn alvorligt og afsætte de nødvendige resurser.
Så de kan føle sig som en del af et godt samfund, som ser og lytter til dem og deres behov.
Ser dem som ligeværdige, som en resurse, som samfundets fremtid.
CenterPartiet vil have flere voksne i daginstitutioner og skoler og mindre pres på forældrene.

Måske fremprovokeres vreden af et fortravlet samfund som svigter?
Hvis vi voksne vælger ikke at afsætte tid og resurser til at være nærværende sammen med vore børn og lære dem om normerne i samfundet, kan det så synes en anelse dobbeltmoralsk at straffe dem allerede som 14 årige?
Straffe dem for at overskride normer, som de aldrig rigtig har lært?
Straffe dem for at reagere naturligt på vore svigt!

Kan sænkning af den kriminelle lavalder og dermed straf til børn ligne endnu et svigt?
Hvad synes du?

Pårørende skal støttes mere

Af HB-medlem Tonny Nielsen:

Ligesom livet med en parkinsonpatient kan være lidt af en svær balancekunst, sådan forholder det sig også for en lang række pårørende til mennesker med andre sygdomme. Blandt andet demente, visse psykiske sygdomme, kræft m.fl..

Angst, isolation, ensomhed, udbrændthed og det at føle sig misforstået er bare noget af det, som de pårørende må gå at tumle med, ofte helt alene.

Jeg vil give Jorry Højer helt ret i, at kommunerne må tage et ansvar for de pårørende.

Det er dog p.t. nærmest umuligt, da kommunerne ikke har den nødvendige økonomi til det, men den SKAL bare findes.

Skattestop og detailstyring af de penge, der kommer til kommunerne, er med til at forhindre sådanne tiltag.

Vi må simpelthen se at få væltet den regering og få afsat de nødvendige midler til og give kommunerne mulighed for at udskrive skatter, så kommunerne kan efterkomme sådanne menneskelige og i sidste ende også samfundsøkonomiske behov.

Vi i CenterPartiet vil meget gerne samarbejde om de tiltag, som Jorry Højer ønsker, og kæmpe for, at de også kan føres ud i livet.
Vi vil, at sundhedsvæsenet skal være helhedsorienteret.

Jeg skriver dig snarest en mail Jorry.

Diskussionskulturen

Af HB-medlem Tonny Nielsen:

Ebbe Skjerks kommentar til diskussionskulturen i JP-debat d. 21. november, hvor han spørger: “Hvorfor får deltagerne ikke at vide, at de først må sige noget, når den talende er færdig med at tale”, er jo et meget godt spørgsmål.

Når vi vurderer om vores børn er skoleparate, er en stor del af vurdering, om hvorvidt børnene kan sidde stille, række hånden op og vente på, at det bliver deres tur til at sige noget.
Sådan vil vi voksne have vores børn, men hvad er det lige vores børn kan se os gøre i tv?
Kan vi voksne ikke godt være en lille smule mindre barnlige?

Det er da utrolig respektløst at afbryde andre, før de har talt færdig.

Jo lad os få en bedre diskussionskultur, hvor vi rent faktisk lytter til, hvad den anden siger, før vi selv svare… Måske siger den anden noget begavet, som vi kan lære eller blive klogere af?

Lokallisternes parti

Af Per Schultz-Knudsen, byrådskandidat, Randers:

Politiske kommentatorer har givet CenterPartiet tilnavnet “Lokallisternes Parti”, fordi vi med vores politik vægter udviklingen i lokalområderne i lige så høj grad, som lokallisterne har gjort – men i modsætning til en lokalliste fokuserer vi ikke på et enkelt lokalområde frem for andre, men derimod ønsker vi i samarbejde med de lokale borgere at skabe gode forudsætninger for udvikling i alle områder af kommunen.

For CenterPartiet er det nemlig vigtigt, at vi som borgere får afgørende indflydelse på udviklingen i vort lokalområde.

Derfor ønsker vi, at beslutningerne skal træffes så tæt på den enkelte borger som muligt. Lokal- eller bydelsråd sammen med borgerforeninger og andre lokale foreninger skal have udvidet mulighed for at træffe beslutninger om udviklingen i deres lokalområde – og, hvor det er nødvendigt at inddrage byrådet eller regionsråd, komme med indstillinger hertil.

I det hele taget ønsker vi at sætte den enkelte borger og vedkommendes muligheder for at udvikle sig i centrum for alle beslutninger, således at Randers Kommune bliver til et sted, hvor den enkelte borger har mulighed for at skabe sig et godt liv for sig selv og sin familie.

Det skal gælde fra vugge til grav.
I stedet for mursten eller kunstværker vil CenterPartiet investere i mennesker. Der skal således være det nødvendige antal pædagoger og social- og sundhedsassistenter i institutionerne, så både børn, unge og ældre kan få den nødvendige støtte.

I CenterPartiet er omsorg, frihed og fællesskab vigtige ord.
Vi bygger ikke luftkasteller eller giver tomme løfter – og vi er ingens skødehund, som andre partier har vist sig at være.

For os handler politik ikke om magt og prestige, men om din og min hverdag.

Børn og unge frem for monumenter

Af Per Schultz-Knudsen, byrådskandidat, Randers:

“Mennesket før økonomien”, mangfoldighed, civilsamfundet og at beslutninger skal træffes så tæt på den enkelte borger som muligt er væsentlige principper i CenterPartiets politik.

Derfor skal flest mulige beslutninger på børn- og unge-området lægges ud til forældrebestyrelserne på de enkelte institutioner. Byrådets rolle er at skabe de bedst mulige overordnede vilkår – herunder sikre det økonomiske grundlag. Men politikere skal holde fingrene væk fra alle beslutninger, der berører forholdene i den enkelte institution. Det er de lokale forældrebestyrelsers ansvar.

Civilsamfundet – altså frivillige foreninger og initiativer, der tages af borgere i fællesskab – er en styrke for samfundet, og vi vil gerne være med til at skabe en god grobund for sådanne initiativer.

Derfor ser vi positivt på selvejende institutioner, fx frie børnehaver og fritidshjem, og vil gerne skabe mulighed for flere sådanne initiativer.

CP vender sig mod enhver form for ensretning. Menneskers forskellighed på alle områder er med til at styrke samfundet og sikre, at samfundsudviklingen ikke går i stå. Mangfoldighed sikrer gensidig inspiration – og dermed udvikling.

Retfærdighed er ikke ensartethed, men lige muligheder for at være anderledes.
Derfor skal såvel offentlige som selvejende institutioner sikres lige muligheder for at kunne fungere på netop den måde, som den enkelte forældrebestyrelse ønsker. De skal alle sikres frihed til at være forskellige.

Vores ønske om at styrke civilsamfundet er ikke – som andre partiers – et forsøg på at spare offentlige midler ved at flytte en udgift fra fællesskabets kasse over på de fås skuldre. Efter vores opfattelse skal enhver opgave, der føres fra det offentlige over i civilsamfundet, følges af en sum penge svarende til det beløb, som det offentlige sparer ved at slippe for opgaven.

Det har også sammenhæng med begrebet “Mennesket før økonomien”.
For CP er det vigtigt, at al politisk beslutning tager udgangspunkt i det eller de mennesker, som den berører – og ikke i en økonomisk målsætning.

Derfor har vi taget skarpt afstand fra det budgetforlig, som et flertal i Randers Byråd har indgået. Hvad der spares på børneinstitutioner, folkeskoler og hjælp til særligt truede børn og unge næste år, vil om få år ramme samfundet som en boomerang i form af utilpassede unge, øget kriminalitet og borgere, der fra en tidlig alder må støttes med socialhjælp.

I CP prioriterer vi en tryg opvækst for børn og unge frem for materiale ting. Vi har ikke behov for at bygge os monumenter for fremtiden.

Vi vil hellere sikre alle borgere de bedste muligheder for at udvikle sig og virkeliggøre deres drømme og dermed være med til at forme et godt samfund.

Lad 1000 foreninger blomstre

Af Per Schultz-Knudsen, byrådskandidat, Randers:

I CenterPartiets politik har civilsamfundet – altså de frivillige fællesskaber, foreninger og organisationer – en central placering. I de frivillige foreninger mødes den enkelte person med respekt og som det menneske det er. Den samme holdning skal være tilstede i kommunen, hvor den borger, der søger hjælp, ikke må mødes med mistro og primært opfattes som en person, der forsøger at nasse på samfundet, men derimod som en person, der har brug for fællesskabets hjælp.

Foreningslivet har stærke rødder i det danske samfund. Men politikere har gennem længere tid undervurderet foreningslivets betydning for samfundsudviklingen. Det betyder, at civilsamfundet er trængt.

Det er på tiden igen at “lade 1000 foreningerne blomstre”.
Der er behov for en politik, som giver borgerne lyst til at tage ansvar og engagere sig i fællesskabet.
En politik, som fx opmuntrer unge til at påtage sig lederhverv i foreningerne i stedet for at pace dem frem gennem uddannelsessystemet.
Vi ønsker derfor, at der i Danmark laves samarbejdsaftaler mellem det offentlige og civilsamfundet i lighed med de aftaler som vore søsterpartier i Sverige og Norge har banet vejen for, og som har betydet en opblomstring af det frivillige foreningsarbejder dér.

En sådan aftale skal naturligvis ikke blot være rettet mod at sikre rekruttering af ledere til foreningerne, men også sikre foreningerne et forsvarligt økonomisk grundlag.

Fx bør det af aftalen fremgå, at hvor en forening iværksætter en aktivitet, som aflaster det offentlige, skal der følge et tilskud med, som svarer til den offentlige besparelse.

Dermed kan de mange lokale foreninger være med til at gøre Randers Kommune til et sted, hvor den enkelte borger har mulighed for at skabe sig et godt liv for sig selv og sin familie.

Bedre kollektiv trafik

Af Per Schultz-Knudsen, byrådskandidat, Randers:

CenterPartiet ønsker at skabe de bedste forudsætninger for, at Randers Kommune bliver til et sted, hvor den enkelte borger har mulighed for at skabe sig et godt liv for sig selv og sin familie – ikke kun ét sted, men overalt i kommunen. Vi ønsker i samarbejde med de lokale borgere at skabe gode forudsætninger for udvikling i alle områder.

En forudsætning herfor er, at den kollektive trafik styrkes, således at borgere overalt i kommunen har let adgang til at bruge bus eller tog. I andre kommuner som Aalborg og Århus er det lykkedes at få tidligere nedlagte togstationer genåbnet som trinbræt eller ubetjente stationer. Det samme bør Randers Byråd arbejde på. Det er tåbeligt, at borgere i fx Stevnstrup eller Fårup kan se tog med forbindelse til Århus og Aalborg drøne gennem byen og forbi de gamle stationsbygninger, men for at kunne komme med tog til Århus eller Aalborg, skal de først bruge omkring en halv time i bus til Randers, Langå eller Hobro.

En genåbning af muligheden for at stige på toget ved de gamle stationer i kommunen vil ikke blot styrke de nærmeste lokalområder, men også andre. Især hvis genåbningerne kombineres med indførelse af en telebus-ordning i landområderne. En telebus-ordning kan sikre borgerne uden for Randers By en kollektiv trafikforsyning, uden at kommunen risikerer at skulle betale for busser, der kører tomme rundt.

Samtidig vil det forbedre miljøet både på landet og i selve Randers By, idet antallet af privatbilister, der kører til eller igennem Randers vil blive begrænset betydeligt.

Ved at give en betydelig rabat til unge og studerende og indføre “hjem for en 50’er” i hele region for de samme vil det også blive lettere for dem at bo i landområderne.

Afbureaukratisering og forenkling – slip frivilligheden løs

Af Tonny Nielsen, kandidat og HB-medlem:

Vores land regeres i dag af V, K og støttepartiet DF. De er demokratisk valgt til at forvalte vores samfund. Problemet er bare, at fx Venstres folketingsgruppe udgøres af en meget stor majoritet af økonomer. De udgør for stor en del af den lovgivende magt.

Når magten og det medfølgende ansvar centraliseres omkring få mennesker, der ser med “økonomers briller”, så kommer politikken i alt for høj grad til at bære præg af ensidigt økonomisk syn og skematisk tankegang, som smitter af ned gennem et topstyret system. Mennesker grupperes, sættes i skemaer og måles på økonomisk nytteværdi.

En lang række mennesker passer bare ikke ind i disse firkantede kasser, skemaer og tankegange og sættes derfor udenfor. Nogle er måske runde eller trekantede! Alle er ligeværdige og skal behandles, som sådan. Alle må vi kunne rummes i vores fælles samfund. Vi vil ikke topstyring. Vi vil, at politiske beslutninger træffes nærmest mulig de berørte borgere.

Selvstændige medborgere bliver ofte konfronteret med love, forskrifter og et skemavælde, der dæmper initiativ, opfindsomhed og konstruktive gode løsninger.

CenterPartiet ønsker en afbureaukratisering og forenkling af samfundssystemet, så det enkelte menneske får større råderum, og de frivillige foreninger og organisationer (civilsamfundet) styrkes. Individer, foreninger og organisationer skal have større indflydelse. Offentlige serviceydelser skal tilpasses de lokale forhold. Øget indflydelse sikrer borgerne en service, der er bedre tilpasset deres behov. Kommunen skal have klare og formulerede formål med alle sine hovedaktiviteter, så det bliver let gennemskueligt for borgerne, om kommunen lever op til sine forpligtelser.

CenterPartiet vil have en gennemgang af alle love og forskrifter med det overordnede mål at gøre livet lettere for enkeltpersoner, organisationer, virksomheder og kommuner.
Vi vil rydde op i skemavældet og lade borgerens behov være udgangspunkt i forbindelse med fremtidig revision og udarbejdelse af skemaer.
Vi vil forenkle kontrol- og rapporteringsskemaerne indenfor det offentlige, således at flere resurser kan bruges på service.

I folkeskolen skal elever kunne vokse NU!

Af HB-medlem og byrådskandidat i Mariagerfjord Kommune Tonny Nielsen, Oue:

I KL’s samarbejdsprojekt “I folkeskolen lykkes alle børn.” undersøges i 8 kommuner, hvad der kan hjælpe en stor gruppe elever, som ikke lære nok i folkeskolen. Gode intentioner fra KL, og vi kan altid blive klogere. Der er så megen viden, teorier og metoder baseret på så mange forskningsprojekter, resultater, om fx hjernens udvikling, tryghed, selvtillid og selværd, De Mange Intelligenser og læring. Den må straks gavne børnene i folkeskolen. Det er vel meningen med al forskningen?

Det at “lære nok” må være subjektivt fra elev til elev. Eleverne kommer med forskellige forudsætninger, interesser, muligheder og begrænsninger.

At undervise ud fra få metoder, som tilgodeser én gruppe og efterlader en stor restgruppe uden ligeværdige muligheder for at lære, er uacceptabelt – vores store viden på området taget i betragtning. Det kan ligne en bevidst nedprioritering af børnenes behov. Mennesker har behov for at indgå ligeværdigt i fællesskaber, anerkendelse og at kunne mestre livet også efter folkeskolen.

Social indsigt og det at lære at lære er nødvendige færdigheder for at kunne begå sig i fællesskaber. En god karakter i matematik er ikke meget værd, hvis man ikke kan se, hvad den kan bruges til, eller man ikke kan kommunikere den ud til – eller kan omgås – andre mennesker. Alternative indlæringsmetoder ud fra barnets forudsætninger kan få barnet til at føle sig set og anerkendt og vække barnets iboende evner og nysgerrighed. Nysgerrighed føre til udforskning, eksperimenter, erfaringer og til viden. Følger barnet sin nysgerrighed, vil det finde mening med det lærte og kunne anvende det i en lang række sammenhænge..

Vi vil “En børneparat folkeskole”. Børnene er alle gode nok, som de hele og vidt forskellige mennesker de er. Forskellighed er en styrke, som er med til at udvikle mennesker og vores fælles samfund.

Vi i Centerpartiet prioriterer mennesker før økonomi og vil tilføre de nødvendige resurser, så folkeskolen permanent i alle kommuner gøres børneparat. Børnene, deres trivsel, livskvalitet og muligheder for at vokse, udvikle sig, lære, opleve sammenhæng, glæde og mening i hverdagen, er vi voksnes ansvar. Vi har magten til at give dem dette, og det ansvar må vi påtage. Vi må vise, at vi vil vores børn, interesserer os for dem og prioriterer dem og deres behov før vore egne kortsigtede økonomiske og materielle ønsker. Børnene er – udover at være vort eget kød og blod med en værdi i sig selv, krav på ligeværdighed og anerkendelse – også samfundets fremtid. Vi må aflevere samfundet i samme tilstand eller bedre, end vi modtog det. Også rent menneskeligt!

Medmenneskelighed på skoleskemaet

Debatindlæg af HB-medlem af HB og byrådskandidat i Mariagerfjord Kommune Tonny Nielsen, Oue:

Jeg så til min store fornøjelse, at der på Astrup Skole i 5. og 6. klasse forsøges med medmenneskelighed på skoleskemaet. Medmenneskelighed presses meget hårdt af vores konkurrenceprægede forbrugssamfund med effektiviseringer, stress og jag og det synes at skære tydeligt igennem, når man ser på, hvor det er, der gang på gang skal spares på kommunernes budgetter – Det er på vore medmennesker vi spare – børn, unge, ældre, dagpengemodtagere, psykisk syge, socialt udsatte samt sundhedsvæsenet.

Har vi glemt at vores fælles samfund består af mennesker? Håber vi, at kommende generationer vil tænke på mere end økonomi, egne materielle behov og statussymboler, som viser, at JEG er mere succesfuld end min nabo (tjener mere). Succeskriteriet for et menneskeliv må tages op til overvejelse. Er det, jo mere jeg tjener, jo mere er jeg værd, og jo mere har jeg ret til? Skal vi mennesker måles i nytteværdi i kroner og øre? Eller har vi også lov at søge vores lykke, have empati og medfølelse for vore medmennesker selvom det ikke er effektivt, selvom det tager tid og nogle gange også kan koste penge?

Håber vi, at kommende generationer vil tænke mere på, at vi mennesker ER i kraft af, at vi indgår i relationer til vore medmennesker, tænker på at støtte og drage omsorg for hinanden og fællesskabet. Palle Alene i verden fik heller intet ud af sine penge, men ønskede sine forældre og venner tilbage igen. Værdier som fællesskab, medmenneskelighed, tolerance over for forskellighed må stå i forreste række. Økonomi kan være et middel til at sikre bedre vilkår, livskvalitet og omsorg for alle. Økonomi må ikke være et mål i sig selv… Vi mennesker er så meget mere end lige det vi arbejder med eller saldoen på vores konti…

Vi består også af tanker, følelser og forskellige behov for kærlighed, omsorg og anerkendelse for, at vi er gode nok, som vi er, uanset hvordan vi er. Uanset hvordan vi vælger at leve vores liv. Uanset køn, race, seksualitet, etnisk oprindelse, evt. sygdom/handicap, valg af job, interesser osv. osv. så er vi alle lige meget værd. Vi må kunne skabe vores eget livsprojekt ud fra de forudsætninger og evner, vi nu engang har. Forskellighed er en styrke i vores samfund. Heraf opstår nye ideer, som hvis vi lytter efter, måske er lige så gode eller bedre end de løsninger, vi altid har benyttet os af.

Vi er alle mennesker – en del af fællesskabet – vi har brug for hinanden. Det har de heldigvis ikke glemt i Astrup!