CenterPartiet

Af Tonny Nielsen, kandidat og HB-medlem:

Stop enhver tanke om at spare på børnepasningen.
Sidste sommer kunne adskillige eksperter, bl.a. lektor ved RUC Rasmus Willig, ikke længere anbefale os at lade vore børn være i daginstitutionerne. Han udtalte, at “det er utroligt, at politikere tror, de kan organisere børne-pædagogisk arbejde effektivt som dåser på samlebånd.”

Jeg skrev da om, da jeg, nu for ca 3½ år siden, som pædagogstuderende i praktik i en børnehave var alene med 38 børn på en legeplads i over én time! Børn faldt og slog sig, skulle hjælpes på toilettet, have skiftet ble, savnede mor eller far. Jeg kunne naturligvis ikke opfylde alle børnenes behov på én gang.

I Århus er normeringerne nu nede under det halve af BUPL’s officielle anbefalinger, som læner sig op af professor og cand. psych Dion Sommers råd om 3 pædagoger til 20 børnehavebørn. Officielt er der nu 1½ pædagog til 20 børn. I spidsbelastningssituationer, som mit 3½ år gamle eksempel, kan det dog stå meget værre til.

To år efter råbte Rasmus Willig vagt i gevær: “Børnene overlades i for høj grad til sig selv, og det går ud over børnene, deres koncentration, sproglige udvikling og evne til at indgå i sociale relationer. De bliver også dårligere til at løse problemer og styre deres temperament. Der mangler tid til nærvær og fordybelse med børnene.”

På trods af advarslerne “foreslår” Claus Hjort Frederiksen kommunerne at spare yderligere 2,5 milliarder kroner på børnepasning! Utroligt! Smertegrænsen er for længst nået!

Jeg håber, at kommunerne nægter at føre det ud i livet på trods af regeringens pres og ambition om, at Danmark i år 2020 skal være blandt de ti rigeste lande i verden. Et mål regeringen har sat. Det er deres valg. Valg medfører også fravalg. Dem gør regeringen ikke opmærksom på. Måske fordi de bl.a ser ud til at gå ud over vore børns liv.

At lytte til eksperter og fagpersoner synes ikke at være regeringens stil. Deres “forslag” har det med reelt at blive til ordre, som skal gennemtrumfes uanset modargumenter og protester. Det er til en vis grad i kommunernes, men mest af alt i regeringens magt at stoppe besparelserne. Sker det ikke, er det også deres ansvar, at børnene skades for livet.

Vi andre kan påvirke ved at ytre vores holdning også via stemmesedlen.
CenterPartiet vil dialog og lytte til gode råd og argumenter. Vi vil øge normeringerne og menneskers trivsels-, udviklings- og livsmuligheder markant og prioritere dem før økonomisk rigdom.

Af Tonny Nielsen, kandidat og HB-medlem:

Vejer landspolitisk ideologi og økonomiske hensyn tungere end værdighed og respekt for menneskeliv og hensyn til børn og deres liv? Er det sådan, at man lukker øjnene for problemerne ved nomadefamilierne og håber, at disse sager først kommer frem i lyset i en anden kommune?

I CenterPartiet vil vi prioritere såvel forebyggelse som akut støtte og hjælp. Vi vil afsætte de nødvendige resurser til det. Det er blandt andet det vi mener med, at vi vil prioritere mennesker før økonomiske hensyn. Alle mennesker er ligeværdige – lige meget værd – og har krav på at blive behandlet med værdighed og respekt.

Vi opfordrer kommunerne til sammen at påvirke folketing, regering og støtteparti til at frigive de nødvendige økonomiske midler.

Vi opfordrer alle, der kommer i berøring med mennesker, der mistrives, om at ytre sig endnu mere om forholdene. Fortæl, hvor I oplever, at sagsbehandlingen fungere godt, og hvor I oplever uhensigtsmæssigheder i sagsbehandlingen.

Vi appelerer til åbenhed, og at medarbejdere inviteres til at ytre sig. At ytringer og åbenhed ses som en mulighed for at forbedre forholdene. Negliger eller straf dem ikke for at ytre sig. Personalet møder dagligt disse mennesker og oplever deres konkrete problemstillinger og de konsekvenser, som love og handlinger har for de berørte mennesker. Vi ser det som omsorgssvigt af børnene ikke at lytte til det fagpersonale og deres anbefalinger om, hvilke sagsgange og procedurer, hvilken indsats, hvilke resurser og i hvilket omfang de skal iværksættes for at afhjælpe sådanne ulykkelige situationer.

CenterPartiet foreslår i øvrigt:
– At der laves en statslig pulje, som betaler for anbringelsessager, så der ikke tænkes i økonomi, men i løsninger, der er til barnets bedste – som loven faktisk også foreskriver.
– At oprette en form for “socialt rejsehold”, som kan virke på tværs af kommunegrænser.
– At inddrage de frivillige foreninger og organisationer, som har med udsatte børn og familier at gøre.

CenterPartiets idépolitiske tænketank barsler med en række nytænkende muligheder på området som konsekvens af manglende positiv effekt af anbringelser udenfor hjemmet.

Alle er velkomne til at kontakte CenterPartiet og drøfte muligheder og bidrage med jeres oplevelser og idéer, så vi sammen kan medvirke til at hindre sådanne sager i fremtiden.
Jeg vil personligt gøre mit yderste for at forholdene ændres.

Af Tonny Nielsen, kandidat og HB-medlem:

Så gik konsekvenserne og virkeligheden pludselig op for politikerne, inklusiv de der har lavet forældreansvarsloven, der indebærer, at forældre ved skilsmisse skal have fælles forældremyndighed.

Forældre tvinges til samarbejde om beslutninger, “for barnets bedste”, om end historien viser at disse ikke formår at samarbejde og uanset årsager til forældrenes brud. De forældre, som kan og vil samarbejde, skal nok gøre det af sig selv – lovgivning eller ej. De, der ikke kan, må Statsforvaltningen træffe en gældende afgørelse for!

Det fælles “problem” er, at forældrene ikke længere lever sammen, og børnenes fremtid skal afgøres. Det skal ikke foregå på samme måde i enhver situation. En sådan lov skal rumme mulighed for at tage højde for den enkelte situation og da især det enkelte barn. Ellers går det endnu mere ud over de uskyldige og ulykkelige børn.

Når en afgørelse er truffet, er den ikke juridisk bindende og kan tages op utallige gange, hvis forholdene ændres. Dette giver nemt en permanent ustabil situation for såvel børn som forældre og pårørende til alle parter. Lad en afgørelse være bindende, så familierne kan få ro, stabilitet og tryghed til at hele sårene efter de smertefulde opbrud og komme videre med deres liv.

At børnene mod deres vilje inddrages og trækkes i retten for at sige, hvem af forældrene de helst vil bo hos, er simpelthen overgreb mod børnene. Det medfører, at deres loyaliteteskonflikt mellem mor og far forstærkes. Børn føler næsten uundgåeligt en enorm skyld ved at skulle vælge den ene forælder frem for den anden.

Børnene skal have lov til at sige “nej” til at udtale sig. Det er de voksne, der har ført familien ud i denne situation, og de voksne må påtage sig ansvaret for, at alle parter, især børnene, kommer så mildt igennem krisen som muligt.

Reaktionerne viser, at lovgiverne i Folketinget ikke følger med i, hvad loven betyder i praksis – hvilken virkelighed loven skaber for alle de berørte mennesker. Overraskede ja ligefrem chokerede. politikerne udtrykker forargelse og udtaler, at sådan skal det ikke være, det er ikke hensigten, og det er urimelige vilkår for børn og familier.

Laves loven så om? Nej det vil hr. Barfoed ikke.

Politik drejer sig om mennesker. Det kræver, at politikere er ydmyg, deres ansvar bevidst og voksent og klar over, at deres beslutninger rent faktisk har direkte betydning for borgernes hverdag.

Lav den lov om! Jeg bidrager gerne til arbejdet…