Firkløveren – omsorg og miljø  For CP er menneskelig omsorg og et rent miljø centrale begreber.
Derfor er firkløveren en central del af CP's logo - ligesom den er for de øvrige centerpartier i Norden og Østersø-området.
Om CP's logo og design
Et levende og åbent fællesskab CenterPartiet er et parti, der tør tage ansvar og gennemføre samfundsforandringer.
Men det er også et parti, som er et levende og åbent fællesskab, der giver muligheder og redskaber for mennesker til at udvikle sig.
Et moderne parti bør være link mellem offentlige beslutningstagere og engagerede medborgere.
|
 Af Tonny Nielsen, kandidat og HB-medlem:
TV2’s dokumentarudsendelse “Jeg vil ikke ende som min mor” er et af mange eksempler på, at anbragte børn ikke får det efterværn, de har behov for.
Det er en stor omvæltning pludselig at skulle bo selv, handle ind, lave mad, få job, administrere økonomi m.m. De unge har brug nogen at læne sig op ad i en overgangsfasen. Både når noget går godt, og når noget går skævt. Nogen der besøger dem, yder praktisk hjælp og bekymre sig om dem. Det gælder også, og måske især, unge der har været anbragt uden for eget hjem.
De gentagne og massive svigt af Hanne Louise bidrager kraftigt til hendes vej ud i stofmisbrug. Det viser et tydeligt behov for efterværn. Der er mange Hanne Louise’r blandt de omkring 15000 anbragte børn i vores samfund. Det er umenneskeligt, at vi bare giver slip på dem, den dag de fylder 18, eller som i udsendelsen reelt 16, og overlader dem alene til sig selv.
At de ikke får det efterværn, de har krav på er en skandale!
Det sker på trods af, at de unge selv, fagpersonale og adskillige projekter fortæller og dokumentere nødvendigheden og de positive effekter af et godt efterværn.
Det er både menneskeligt og økonomisk uansvarligt at svigte de unge. Det kan, og vil meget ofte, ødelægge deres liv. Alle de penge, alle de kræfter og de store socialpædagogiske indsatser vi anvender på anbringelserne frem til den unge fylder 18, smides ud af vinduet og er totalt spildt.
Både for de unge og for samfundet.
Vi ved så meget om anbringelse og efterværn. At lukke øjnene for det er omsorgssvigt og i øvrigt groft frådseri med skatteborgernes penge. Vi må tage ansvaret på os og sørge for at anvende den tilgængelige viden for at støtte og hjælpe disse børn og unge. Lige fra den første tidlige indsats, under anbringelsen til en værdig afslutning af anbringelsen inklusiv efterværn.
De unge skal have ret til efterværn. Anbringelser skal ses ind i et meget større perspektiv end blot den akutte fase for anbringelse.
Vi må have helhedsløsninger som tilgodeser barnets tarv også på langt sigt. Anbringelser må tage den tid, der skal til!
Vi kan lave en statslig pulje til anbringelser, så fattige kommuner ikke fristes til at slippe ansvaret for at spare penge.
Politikerne må vise tillid til og inddrage alle relevante faggrupper og specialister og lade dem anvende deres viden til at udarbejde et solidt, seriøst fagligt funderet grundlag for, hvordan anbringelser fremover skal foregå.
Så må vi betale det det koster – hele vejen igennem!
Af Tonny Nielsen, kandidat og HB-medlem:
Den ensidig lykkelige anbringelse findes desværre ikke – anbringelse kan højst være den mindst smertefulde løsning af to onder. Når anbringelse er nødvendig for at beskytte barnet, er det afgørende for barnets liv, at vi som samfund ude i kommunerne resolut træder til. Tids nok til at forhindre omsorgssvigt, overgreb og mistrivsel og sikre barnets tarv nu og i fremtiden. Når vi som samfund anbringer børn og unge, lover vi også dem og deres forældre at påtage os det ansvar, som forældrene ikke vurderes at kunne leve op til. Har vi sagt A, må vi også sige B, C og D og støtte barnet gennem hele opvæksten, til barnet er voksent og kan leve et selvstændigt liv.
Serviceloven forpligter os juridiske til at beskytte barnet og gøre, hvad fagligt vurderes bedst for barnet. At efterleve loven og vores ansvar kræver vilje til langsigtet planlægning og tilstrækkelige økonomiske og faglige resurser. Der kan oprettes en statslig pulje til anbringelser, så økonomiske hensyn kan vige for menneskelige hensyn og værdier som respekt for menneskeliv, retfærdighed, ligeværdighed og bedst mulige livsmuligheder – Barnets tarv.
Jo tidligere indsats jo større mulighed for at minimere skaderne og øge barnets livsmuligheder. Den kan kun iværksættes ved, at de, der møder/kender til barnet og familien (kan også være kommunen), er opmærksomme, ser og høre dets signaler og reagere ved, at underrette kommunen.
Fx ved barnets fravær fra daginstitution/skole, ændret adfærd, mistanke om vold eller grovere kriminalitet i hjemmet (herunder også psykisk vold), forældres i misbrug og/eller en alvorlig psykiatrisk lidelse eller sociale problemer (herunder forældre, som har fået fjernet andre børn fra hjemmet).
Kommunen skal STRAKS undersøge ENHVER underretning til bunds og reagere derpå. Det kræver mere personale, end der er pt. og evt. etablering af børnecentre til samordning af den tværfaglige indsats. Her må fx sundheds- og sygeplejerske, læge, pædagoger og psykologer i tværfagligt samarbejde undersøge alle forhold omkring familien.og vurdere, hvad der er barnets tarv. Det tværfaglige team må ud fra en helhedsvurdering anbefale de foranstaltninger, der skal sættes i værk. Fjernes barnet, kan de anbefale anbringelsesform, formål tidsperspektiv m.m. På baggrund af anbefalingerne, som må spille en afgørende rolle, kan socialrådgiveren træffe afgørelsen uden overordnedes pres om økonomisk hensyntagen. Det kan højne fagligheden bag afgørelserne, øge muligheden for at leve op til ansvaret, til loven og sikre barnets tarv.
 Af landsformand Per Schultz-Knudsen:
Der skal en helt ny politisk helhedstænkning til, hvis affolkningen af udkantsområderne skal hindres.
Det er ikke nok med enkeltstående politiske tiltag. Der er nærmest gået mode i at ville redde udkantsområderne, men CP er fortsat det eneste parti, der har en sammenhængende politik, som kan forhindre, at Danmark bliver delt i A- og B-områder.
Samfundet skal bygges op på helt andre værdier end i dag. Et centralistisk perspektiv er blind for udvikling i ydreområderne. For CP betyder kravet om retfærdighed også lige vilkår mellem mennesker fra forskellige områder. Love skal som mål have at give alle, uanset bopæl eller herkomst, lige muligheder for at få opfyldt deres drømme.
CP ønsker fx., at varerne produceres så tæt på forbrugeren som muligt. Det fremmes ved at lade prisen afspejle transporttiden. Jo længere en vare skal køres fra producent til udsalg, jo højere moms. Det vil dels sikre lokale arbejdspladser, også i udkantsområderne, dels forbedre miljøet. En gris, der køres fra Vestjylland til Tyskland for at blive slagtet for derefter at blive kørt tilbage til en køledisk i Vestjylland, skal koste betydelig mere end en gris, der lever, dør og spises i Vestjylland.
På samme måde skal offentlige investeringer i infrastruktur, uddannelse og anden offentlig service prioriteres efter at give et ensartet grundlag for alle kommuner i landet. Borgere, virksomheder, organisationer og foreninger skal alle inddrages i arbejdet. Selv om problemer og udfordringer kan ligne hinanden i forskellige dele af landet, findes der ikke standardløsninger. Derfor må hver kommune og hver region ud fra egne forudsætninger have mulighed for at bestemme den lokale udvikling. Det kræver et større lokalt selvstyre og et skattesystem, der giver forudsætninger for livskraft og tilvækst i hele landet. Der skal ske en udjævning af skattebyrden mellem forskellige regioner og kommuner, således at borgere i hele landet får samme muligheder for offentlig service.
CP’s programmer indeholder mange flere forslag, der kan vende udviklingen i udkants-danmark.
Af Tonny Nielsen, kandidat og HB-medlem:
Hvis et af os mennesker kommer ud for en ulykke eller slides ned af hårdt arbejde, kan vi blive invalid eller komme på revalidering. “Valid” kommer af engelsk og betyder værdi. Sætter man “in” foran, har vi “invalid” altså uden værdi. I ordet revalidering, RE-VALID ligger, at vi igen skal have værdi. Har vi som invalidepensionist, eller før vi kommer på – og under – en revalidering ingen værdi? Kan det tænkes, at vi mennesker uanset vores arbejdsmæssige situation bidrager med nogle af vores gode sider, og at disse også repræsenterer en værdi, om end ikke så målbar i form af kroner og øre?
Har et menneske værdi i sig selv, eller er vi kun noget værd, så længe vi kan være økonomisk effektive og tjene nok til statskassen?
Som jeg ser det, er vi mennesker alle noget værd i os selv. Vi er lige meget værd, uanset hvor mange penge vi tjener, og hvor meget lønarbejde vi udfører. Vi er altid noget værd for vores familier, øvrige netværk og for samfundet. Vi kan indvirke positivt på andre mennesker. I den nye uforskyldte situation drager vi nye livserfaringer, som andre kan få glæde af. Vi kan deltage i demokratiet, i frivilligt socialt arbejde, få tid til at besøge en ensom slægtning eller nabo, dele vores evner med andre som undervisere, foredragsholdere, organisatorer eller som trænere i idrætsforeninger m.m.m.. Vores indsats kan betyde, at vi og andre får nye muligheder fx for at udleve og dele vores fritidsaktiviteter, interesser, nye indsigter, oplevelser og erfaring med andre.
Det kan den arbejdsnarkomani-ramte medarbejder eller direktør måske ikke bidrage med.
Jeg ser, hvorfor mennesker kan føle afmagt, had og/eller frustration overfor samfundet, når de uforskyldt rammes af ulykkelige og svært overkommelige omstændigheder og samtidig må se sig sat udenfor og nedværdiget af samfundet. Invalid – uden værdi!
CenterPartiet vil virkeliggøre et anderledes samfund! Et samfund, hvor ingen er uden værdi. Politik skal føres på subsidaritetsprincippet, så beslutninger træffes så tæt på borgerne som muligt. Så den enkelte ikke føler sig afmægtig som en lille ubetydelig brik i et stort system. Alle er ligeværdige medborgere. Vi skal lyttes til og tages alvorligt. Vi skal tages med på råd og have lige så stor indflydelse på eget liv som alle andre. Vi skal alle have mulighed for at trives og for at udvikle os selv og samfundet. Der skal skabes rammer for, at alle mennesker kan trives og anerkendes på alle niveauer i samfundet. Alle er vi ligeværdige mennesker. Altså er vi lige meget værd.
Af Tonny Nielsen, kandidat og HB-medlem:
Pigen fra TV2-dokumentaren “Jeg vil ikke ende som min mor”, torsdag 22. april, anbringes først uden for hjemmet som 7-årig, selvom myndighederne meget tidligt véd, at hun bor hos en stofmisbrugende mor og anbefales anbragt.
Da hun bliver 16 år, beslutter kommunen, at hun skal hjem til sin mor at bo på trods af plejemors udtalelse om, at det er uforsvarligt, og at sagsbehandleren er enig i dén vurdering.
Pigen får et forventet nederlag, smides ud af sin mor – som i mellemtiden har lært hende at ryge hash. Hun anbringes alene i en lejlighed uden lovet og lovpligtig opfølgning og støtte.
¾ år efter smides hun ud af lejligheden pga fest, larm og stoffer. Socialydelse stoppes, da hun smides ud af uddannelse pga stoffer og fravær. Alene, uden bolig og penge forsøger hun selvmord.
Hun kommer i psykiatrien, som anbefaler hjælp. Den afslås.
Pigens tidligere plejemor gennem 10 år følger hvordan pigens liv forværres og skriver over 100 breve til kommune og politikere om hjælp.
Pigen kontakter selv flere gange sagsbehandleren. Ingen hjælp!
I Folketinget laves love om at sikre barnets tarv, modvirke negativ social arv og økonomiske overvejelser må ikke afgøre anbringelser osv. Loven følges ikke op med tilstrækkelig økonomiske og personalemæssige resurser til, at kommunerne kan løfte opgaven.
Sociallovgivningen er derfor ikke mere værd end det papir, den er skrevet på!
Pigen vil ikke blive som sin mor, men vi støtter hende ikke! Såvel tidlig som akut indsats svigtes, og efterværn findes ikke for denne pige. Vil vi bryde med negativ social arv? Skal det foregå ved at presse mennesker som pigen i tv, til de får “held” til at tage livet af sig? Så vi spare indsats og penge… Er det sådan et samfund, vi vil have?
Regeringen tvinger i disse dage kommunerne til at spare yderligere 8000 jobs væk! Alt hvad der kunne medvirke til at forebygge sådanne problemer og negativ social arv spares væk. Fx skoler, daginstitutioner. Mennesker svigtes. Børn, unge og ældre.
Det er kun et spørgsmål om tid, før vi ser resultatet: Antallet af socialt udsatte og udstødte, selvmord, kriminalitet, psykisk syge, misbrugere, indsatte i fængsler, m.m. eksploderer.
Ansvaret er og bliver regeringens.
CenterPartiet vil et samfund, hvor vi kan trives, hvor vi drager omsorg for og behandler alle ærligt, ligeværdigt og respektfuldt. Forebyggelse, akut indsats og efterværn skal være i top.
Det koster nu og her rigtig mange penge, men det er det eneste anstændige og ansvarlige at gøre. Og pengene kommer i øvrigt tilbage mangefold på længere sigt.
Jo længere vi venter jo flere svigtes og skades, og jo dyrere bliver det.
Af Tonny Nielsen, kandidat og HB-medlem:
Lederen i Randers Amtsavis 26. marts om Randers Kommune nødløsning ved på 4. måned at lade Kirkens Frivillige Familiehjælp, som er af akut og midlertidig karakter, stå for den hjælp, der holder økonomiske nødlidende børnefamilier i live. Positivt, at kirkerne tager socialt ansvar. Hvad skal familierne ellers gøre?
At stat og kommuner udnytter kirkerne til at fralægge sig sit sociale ansvar og slippe for udgifterne er dybt bekymrende. For hver dag, det foregår, stiger udgifterne menneskeligt og økonomisk mangefold. Inden længe ses kæmperegninger for sådanne svigt.
Jeg mener, som lederen, at vi som i vores skandinaviske velfærdssamfund, et af verdens rigeste, ikke skal acceptere, at vi vælger løsninger, der kun lige akkurat holder folk i live, og som ikke løser familiernes grundlæggende problematikker. Det er unødvendigt og uværdigt! Og i øvrigt kortsigtet.
CenterPartiet (CP) tør tænke langsigtet og prioritere mennesker før økonomiske hensyn. Vi ser alle mennesker som ligeværdige – altså er vi alle lige meget værd med krav på at blive behandlet som sådan – uanset alder, livsstadie, økonomisk, geografisk, sundhedsmæssig, arbejdsmæssig situation, religiøs overbevisning, seksuel orientering, etnisk oprindelse m.m..
Hjælpen må ikke kun være akut, men også forebyggende og helhedsorienteret og tage hånd om de grundlæggende problemer, så familierne, som individer og helhed, igen inkluderes i samfundet. CP vil forebygge sociale problemer, herunder fattigdom og udstødelse, ved at tildele resurser og skabe rammer, der giver mulighed for at yde den mest hensigtsmæssige individuelle støtte og hjælp. Det er på kort sigt kostbart, men på langt sigt den eneste holdbare og ansvarlige løsning. Det er værdigt og ansvarligt. På længere sigt vil udgifter forbundet med omsorgssvigt, ensomhed, mistrivsel og kriminalitet mindskes. Negativ social arv brydes i stedet for at opbygges. Alt sammen noget som pt. er meget omkostningstungt (fx anbringelsesområdet, psykiatrien, misbrugsbehandling), og som uden ændret politik på længere sigt vil stige til langt, langt op over vores hoveder.
Anerkendelse og værdig behandling livet igennem vil skabe et samfund præget af tryghed, tillid, glæde og omsorg med mindre behov for kontrol og bureaukrati. I et sådant samfund kan vi alle være med, føle vi høre til og har mulighed for at trives og vokse. Et sådant samfund ønsker CenterPartiet.
Af Søren Bülow, politisk næstformand:
Whistleblower-ordninger, hvor offentligt ansatte uden risiko kan rapportere om fejl og svigt på deres arbejdsplads, er ikke populære hos kommunernes chefer, kan man læse i flere medier.
Men modstanden skyldes måske, at der fokuseres meget på snyd og svindel med offentlige midler. Man er ikke interesseret i at få endnu en kontrolordning oven i den nuværende revision osv.
Det er klart nok, men hvorfor nu kun fokusere på penge? En whistleblower-ordning bør først og fremmest bruges til at fortælle om fejl og svigt, der rammer borgerne. Ikke deres penge.
Det er nemlig svigt i hjemmeplejen, fejl i sundhedssektoren og ansvarsforflygtigelse på børneområdet, der er de helt grimme sager. Det er først og fremmest dem, som en sladreordning bør komme til livs.
For CenterPartiet er en whistleblower-ordning i øvrigt ikke bare et system, hvor de ansatte kan sladre om deres chefer. Den skal være et led i en reform af den offentlige sektor, hvor den enkelte offentligt ansatte får mere ansvar. Men mere ansvar giver kun mening, hvis det også følges af bedre muligheder for at sige fra, og det er her whistleblower-ordningen kommer ind.
En whistleblower-ordning er stærkt nødvendig for en moderne, offentlig sektor, og de kommuner, der tager deres ansvar overfor syge, børn og ældre meget alvorligt, behøver slet ikke frygte en sådan ordning.
Af Tonny Nielsen, kandidat og HB-medlem:
Kære regering spil nu med åbne kort. Stå frem og sig, at psykiatrien skal privatiseres.
I august 2009 fik en nordjysk familie besked på, at ventetiden på en psykiatrisk udredning for ADHD og autisme af deres søn var 3½ år. 19. februar i år var ventetiden 5 år i Region Nordjylland!
Regeringen indførte i 2008 (på regionernes vegne!) ret til forundersøgelse inden 8 uger. Hvis det offentlige ikke kan yde det, skal undersøgelsen tilbydes i privat regi. Der er dog kun fem tilbud i Danmark, hvoraf ét kun tager sig af spiseforstyrrelser, og kun ét er at finde i Jylland, nemlig i Silkeborg, hvor familien fik et tilbud om udredning efter ca 4 måneder!
Skal et barn ikke kunne undersøges før skolestart, hvis ikke ansøgningen sendes i barnets første leveår? 5 år før! Af udviklingsmæssige årsager kan man først diagnosticere et barn med ADHD omkring 5-6 års alderen. En undersøgelse skal ske lige omkring denne alder for at kunne diagnosticere før skolestart.
Skal nordjyske familier finde sig i, at børnene må halvvejs gennem folkeskolen, før de kan have en afklaring på helbredstilstanden? I al den tid berøves børnene de muligheder, som en diagnose kan udløse som fx eneundervisning, en anden daglig struktur og nødvendige særlige hensyntagen. Uden denne hensyntagen er der stor risiko for, at børn oplever nederlag på nederlag i skolen. Fagligt som socialt. Selvtillid og selvværd knækkes. Mange føler sig anderledes, utilstrækkelige, opfattes som problembørn. De ekskluderes og kan føle stor skyldfølelse (især hvis familien går i opløsning). De rette hensyn kan modvirke dette.
Håbet, for familien, er at de kan overleve yderligere fire måneder uden at splittes i atomer. Ellers må de selv betale for udredning og behandling hos privat psykolog/psykiater udenom det offentlige system og privathospitaler, som regionerne har aftaler med. Pris: Sjældent under 700 kr i timen! Adskillige familier går i afmagt den vej, da der rent menneskeligt ikke er råd til at vente så længe. De må optage lån, som nærmest ruinerer dem. De har vurderet børn og familiers helbred og trivsel vigtigere end pengene.
Er det rimeligt at sætte mennesker i sådanne situationer? Er der kun hjælp at hente for dem, der har råd? Garantierne er falske! CP vil give psykiatrien et kæmpe løft så den ligestilles med det somatiske område. Det kræver massive investeringer. Udredning og behandling skal ske hurtigt, og der skal uddannes og ansættes nok fagpersonale til opgaven.
Af Tonny Nielsen, kandidat og HB-medlem:
“Sygedagpengeområdet i kommunerne: Ca 35-50 sygemeldte borgere pr. socialrådgiver. Det vejledende sagstal betyder, at én socialrådgiver kan have ansvar for 35-50 sygemeldte. Hvis der er tale om en blanding af svære og lette sager, opfølgninger på fleksjob- og revalideringssager, kan socialrådgiveren have ansvar for op mod ca. 50 sager. Sådan lyder anbefalingerne for antal sager pr. sagsbehandler fra socialrådgiverforeningen.
Som revalident har jeg oplevet adskillige graverende fejl i sagsbehandlingen i Århus Kommune. Da jeg en dag kom ind til sagsbehandleren for at beklage min nød pga. manglende udbetaling af ydelsen, bad sagsbehandleren mig om forståelse for sin situation. Hun pegede på arkivskabet og spurgte, hvor mange sager jeg troede, hun havde at tage sig af. Hun endte med selv at give mig svaret: Lidt over 300! Ja jeg forstår hendes afmagt overfor sin opgave. Det er dybt, dybt kritisabelt!
At jeg som borger ikke får udbetalt ydelsen, mit og familiens livsgrundlag, er bare ikke godt nok. Var det så bare et enkeltstående tilfælde. Det er menneskeligt at fejle. Mit tilfælde er bare så langt fra enestående, og dette var kun én af rigtig mange fejl. Sagsbehandlere og borgere efterlades i afmagt. Ikke kun i Århus, men mange steder i landet.
Forholdene skal være i orden for sagsbehandlerne – så borgerne får en ordentlig service og værdig behandling. Jeg foreslår, at kommunerne gives økonomisk og personalemæssig mulighed for at overholde socialrådgiverforeningens vejledende sagstal. Et loft over antallet af sager pr. sagsbehandler, der ligger i nærheden af anbefalingerne, synes hensigtsmæssigt for såvel sagsbehandlere som borgere.
Jeg forstår så udmærket de mennesker, der hyrer en privat sagsbehandler i stedet for at benytte sig af det offentlige – men jeg synes, det er forkert af regeringen at underminere det offentlige på dén måde. Jeg synes, det er rimeligt at forlange, at alle skal have mulighed for ordentlig sagsbehandling uden skelen til privatøkonomien. I mine øjne får de, der i forvejen har penge og overskud til at hyre en privat sagsbehandler, bedre mulighed for at modtage ydelser fra det offentlige, end de, som ikke har. Sidstnævnte risikere hyppige skift af – samt overbebyrdede og stressede sagsbehandlere med 300 andre sager i tankerne – hvilket reducere muligheden for tilfredsstillende sagsbehandling markant.
Af Tonny Nielsen, kandidat og HB-medlem:
Kommunaldirektører hverken har eller vil have ordninger, hvor ansatte anonymt kan aflevere tip om korruption eller svindel. Kun 2 af 46, der svarede på spørgsmålet, har eller vil have sladreordninger. Underligt i betragtning af, at vi skal sladre til kommunen med anonyme tips om naboens sociale bedrageri!
Chefer, medarbejdere og borgerne, ja hele samfundet, skulle ellers synes at dele interessen i åbenhed og at minimere svindel i kommunerne. Det er åbenbart ikke tilfældet!
Bekymring fra kommunaldirektørerne går på, at systemer, hvor en masse ting baseres på, at unavngivne ansatte har sagt dette eller hint, vil gå ud over arbejdsklima og tillidsforhold.
Men at få tips fra ansatte og undersøge dem til bunds kan be- eller afkræfte rygter og sikre tilliden til systemet.
Undersøgelser har vist, at ca. en tredjedel af ansatte undlader at ytre sig om forhold, som offentligheden burde kende til. Nogle af dem, der har ytret sig, er blevet straffet, og andre undlader at ytre sig af frygt for straf.
Afslører det, at medarbejdere frygter ledelsen, ikke, at arbejdsklima og tillidsforhold nærmest ikke kan blive værre? At ansatte føler sig truet til ikke at ytre, vidner om uværdige forhold med pres og mistrivsel. Det kan gå ud over serviceniveauet i forhold til hjælpsøgende medborgere og så tvivl ved, om tingene går rigtigt for sig.
Nogle ser kun, at ledelsen ikke vil, at vi får det at vide, hvis der svindles, og vores retssikkerhed og skattekroner forvaltes groft uansvarligt. Fx med dyre forretningsmiddage, rejser, byggegrunde, der sælges langt under prisen til venner, osv..
Ordningerne kan medvirke til at afsløre svindel og for cheferne være en mulighed for at få afkræftet evt. urigtige rygter, få genskabt åbenhed, tillid og give indtryk af, at de intet skjuler.
At de ikke vil det, er efter min mening med til at bekræfte ansattes frygt som velbegrundet og styrke mistanke om, at nogen har noget at skjule og skaber grundlag for at stille spørgsmål som:
Parerer ansatte kommunaldirektørers ordre?
Parerer kommunalcheferne regeringens ordre, eller er det ene og alene i kommunaldirektørernes og ansattes interesse, at ulovligheder ikke må komme frem?
Dækker alle over alle lige fra socialrådgiveren og op til ministrene? Af frygt for eget job eller at blive afsløret i ulovligheder?
Sker det på bekostning af retssikkerheden, og den service kommunerne lovmæssigt er forpligtet på at yde os?
I CenterPartiet vil vi skabe et tillidssamfund – det kræver åbenhed, ærlighed og vilje til dialog.
|
CenterPartiet
er en del af
Velfærdsalliancen
 CenterPartiet
Granvænget 11
8990 Fårup
Tlf. 51 86 39 50
Har du et spørgsmål eller en kommentar til CenterPartiets politik, kan du sende en mail til [email protected] Bliv medlem Ønsker du også et Danmark, som vi kan være bekendt?
Et samfund, der bygger på tillid, et reelt folkestyre, alle borgeres lige muligheder for selv at forme deres livsprojekt, og omsorg for de svageste.
Så meld dig ind i CenterPartiet!
Send en mail til
medlem@centerpartiet.dk
Årskontingentet er på 200 kr.
- 100 kr. for studerende, pensionister og andre borgere på overførselsindkomst.
Din støtte kan gøre en forskel Det er dyrt at drive et parti, som hverken får offentlig støtte eller støtte fra erhvervslivet eller fagbevægelsen.
Vi tager derfor med tak imod enhver støtte - stort som lille.
Hvert bidrag gør en forskel.
Du kan indbetaledin støtte på kontonr. 9319-0005050308
På forhånd: Tak!
|
