Firkløveren – omsorg og miljø For CP er menneskelig omsorg og et rent miljø centrale begreber.
Derfor er firkløveren en central del af CP's logo - ligesom den er for de øvrige centerpartier i Norden og Østersø-området.
Om CP's logo og design
Et levende og åbent fællesskab CenterPartiet er et parti, der tør tage ansvar og gennemføre samfundsforandringer.
Men det er også et parti, som er et levende og åbent fællesskab, der giver muligheder og redskaber for mennesker til at udvikle sig.
Et moderne parti bør være link mellem offentlige beslutningstagere og engagerede medborgere.
|
Af Tonny Nielsen, kandidat og HB-medlem:
Hver fjerde dansker har været til læge med stress. Stress undergraver de allervigtigste resurser, vi som ansatte på moderne arbejdspladser trækker på, nemlig vores evne til at lære nyt og til at omstille os siger arbejdspsykolog Einer B. Baldursson.
Regeringen er den øverste ledelse i landet, men mener ikke at bære noget ansvar for at afhjælpe stress.
Stress opstår, når krav til den enkelte overstiger den enkeltes evner, forudsætninger. Når vi står afmægtig overfor de krav, der stilles. Når det er udenfor vores magt at leve op til kravene.
En udvikling, som V og K, i høj grad selv har præget ved hele tiden at øge konkurrence-elementet, ved hele tiden at effektivisere. En filosofi, som bygger på, at vi altid – uanset vores indsats – kan gøre det bedre, hurtigere og mere effektivt. På dén måde kan vi som individer i pincippet og teoretisk set aldrig gøre det godt nok! I virkeligheden når vi bare på et eller andet tidspunkt en øvre grænse for, hvor meget vi kan præstere. Denne grænse har rigtig mange mennesker mødt, men kravene stilles stadig højere.
Så føler vi ikke, vi har magt over vores eget liv og livsindhold, og det synes at være meningsløst – løst fra at give mening.
Når regeringen gang på gang træffer beslutninger hen over vores hoveder, nægter at lytte til gode argumenter som fx ved mod vores vilje at forsøge at tvinge en madordning ned over alle forældre og børn. Når alle arbejdsløse skal søge x-antal jobs om ugen, vil nogle sende disse velvidende deres forudsætninger, kvalifikationer eller helbredstilstand gør, at der ikke er en realistisk mulighed for at få jobbet. Så føler vi afmagt og meningsløshed. Regeringen tager magten fra os og diktere helt ned i detaljen, hvordan vores hverdag skal udspille sig – om vi må smøre vores børns madpakker eller ej.
Nedskæringer gentagne gange stik imod eksperternes, sundhedspersonale og pædagogers advarsler og argumentation om de menneskelige konsekvenser af nedskæringerne, så føler vi os ikke lyttet til. Igen føler vi os afmægtige.
CenterPatiet vil give meget mere magt til befolkningen – ved at føre mange flere beslutninger ud i lokalområdet så tæt som muligt på den enkelte borger. Her opleves vore konkrete behov, og derfor kan der tages stilling til løsning af disse ud fra en konkret vikelighed og ikke ud fra generaliseringer, standardløsniger og teorier fra skriveborde på Christiansborgs støvede kontorer.
En god løsning kan være på én måde i København og en helt anden måde i en lille landsby i Nordjylland.
Af Tonny Nielsen, kandidat og HB-medlem:
Aftalen mellem regeringen og Kommunernes Landsforening (KL) om kommunernes økonomi for 2011 er den dårligste aftale, jeg længe har set – den legitimerer de brud på serviceloven, der hidtil har været, økonomien i aftalen er dårligere end hidtil og har slet ikke været til forhandling, og man åbner op for at fratage borgere deres rettigheder. Kommunerne har ingen indflydelse på egne økonomiske rammer. Topstyring fra regeringen dikterer de enkelte kommuners økonomi.
Aftalen er kun for 2011 – så i 2011 har KL forhåbentlig nogle andre at forhandle med, så vi straks kan ændre retning, give mennesker deres rettigheder tilbage og tilføre resurser til at imødekomme vores behov.
Regeringen og KL er “enige” om, at stigende udgifter til det specialiserede socialområde skal tøjles, og regeringen vil fremsætte lovforslag, der sikre, at kommunerne selv kan beslutte, hvilke ydelser de vil tilbyde borgerne.
Kære folketingspolitikere- STEM NEJ. Et “ja” åbner op for, at områder, der i dag er omfattet af serviceloven – den lov der beskriver, hvilken service kommunerne skal tilbyde borgerne – kan fjernes herfra, så udvalgte udsatte grupper dermed fratages deres rettigheder og støttemuligheder – for at spare penge!
I dag må økonomiske hensyn ikke afgøre, hvilket tilbud der gives. Denne del af loven er dog allerede blevet brudt adskillige gange, og kommunernes borgmestre er direkte blevet opfordret til det i forbindelse med anbringelser af børn og unge af tidligere formand for KL, Erik Fabrin (V). I praksis er loven længe blevet brudt – nu vil man lovliggøre disse lovbrud.
Efterlev dog loven i stedet!
Der åbnes op for at fratage udsatte borgere deres rettigheder og sætte økonomiske hensyn over deres liv og helbred, deres trivsels- og udviklingsmuligheder. Det er amoralsk og dybt usolidarisk og en uværdig behandling af borgerne.
I aftalen er punktet “bedre resurseudnyttelse”. Det betyder, at børn, som er henvist til specialundervisning, nu i stedet skal ind i folkeskolen. Det er ikke godt nok! Der er årsager til, at de er henvist til specialundervisning og ikke kunne profitere af folkeskolen.
Med aftalen følger ingen økonomi – derfor er det utopi at tro, at børnene kan profitere af det. Flere elever ind, mens lærere og pædagoger fyres, og yderligere 1,1 milliard skal findes! Børnenes muligheder for læring, videreuddannelse, arbejde – trivsel og udvikling spares væk!
Den aftale skal laves om – og det kan kun gå for langsomt!
Pressemeddelelse, 6. juni 2010:
På sit landsmøde i weekenden besluttede CenterPartiet at gå i gang med indsamling af vælgererklæringer, så det kan blive opstillingsberettiget til Folketinget.
Dermed fortsætter CenterPartiet den plan for udvikling af partiet, som allerede blev fastsat på det stiftende landsmøde på Fregatten Jylland i januar 2009. Opbygningsplanen bestod af fire faser på hvert et halvt år: 1. Udarbejdelse af politiske programmer, 2. Synliggørelse i forbindelse kommunalvalget 2009, 3. Gennemførelse af medlemskampagne og 4. Indsamling af vælgererklæringer.
Forårets medlemskampagne førte bl.a. til, at partiet Civilt Forum, der havde sit udspring blandt flygtninge og indvandrere, sluttede sig til CenterPartiet, og på weekendens landsmøde blev det vedtaget i konsekvens heraf at ændre partiets fulde navn fra “CenterPartiet – for et værdibaseret samfund” til “CenterPartiet – Civilt forum”.
Civilt Forums tilslutning til CP afspejler sig også på sammensætningen af partiets ledelse. Ifølge vedtægterne, der blev vedtaget på det stiftende landsmøde, skal CenterPartiet have både en politisk og en organisatorisk landsformand. Hidtil har en af stifterne, Per Schultz-Knudsen, Fårup ved Randers, imidlertid beklædt begge poster. På weekendens landsmøde blev han genvalgt som partiets organisatoriske landsformand, mens tidligere byrådsmedlem i Århus Ibrahim Gøkhan uden modkandidat blev valgt som politisk landsformand.
– I opstartsfasen var det praktisk, at landsformandsposterne var samlet i én person. Men nu er vi over den periode, og derfor opfordrede det afgående formandskab Ibrahim Gøkhan til at påtage sig den politiske landsformandspost, således at jeg kan koncentrere mig om den organisatoriske opbygning af partiet og indsamlingen af vælgererklæringer, fortæller Per Schultz-Knudsen.
CenterPartiets nye formandskab består foruden de to landsformænd af Søren Bülow, Valby, der blev genvalgt som politisk næstformand, mens den nye hovedbestyrelse desuden består af Zahoor Ali, Tilst, Tove Buch, Herlev, Per Højsgaard, Bording, Andreas Kjeldsen, Odense, Ole Dupont Kofod, Glamsbjerg, Tonny Nielsen, Oue, Lenette Schultz-Knudsen, Oue, Mustafa Özbek, Viby, og Tevfik Öztürk, Galten.
Foruden indsamling af vælgererklæringer og opbygning af partiorganisationen vil CenterPartiet i den kommende landsmødeperiode blandt andet tage initiativ til etablering af en ungdomsorganisation, som Senterungdommen, der er det norske regeringsparti Senterpartiets ungdomsorganisation, har tilbudt sin hjælp til.
Af Tonny Nielsen, kandidat og HB-medlem:
“…Skolebestyrelser og skoleledere melder over en kam tilbage, at de er så glade og tilfredse med den indskolingsmodel vi har (med skolepædagoger)… Faggruppen, skolepædagoger, er så sårbar, at der ikke må røres ved det samlede ansættelsesmæssige vilkår. Ikke bare for den enkelte pædagogs skyld, men for Mariagerfjord Kommunes samlede skoletilbud og kvaliteten heri. Netop dette, at to forskellige faggrupper, med hver sine kompetencer, viden og syn på børns læring og udvikling i skolen, er en enorm styrke… derfor må I altså ikke røre ved noget, der fremover vil gøre det umuligt at blive i og trives i sin stilling som skolepædagog. Det får alt for alvorlige konsekvenser for kvaliteten i det samlede skole-sfo-tilbud…” Sådan skrev Esben Pedersen Fællestillidsrepræsentant, 25. april.
Besparelserne ramte netop 14 lærere og 7 skolepædagoger.
15 skolebestyrelsesmedlemmer udtalte herefter: “Vi får ikke en skole i verdenklasse, men en skole, der har brug for akut kontanthjælp”.
Skolebestyrelserne fik kun 5 dages betænkningstid. De blev reelt ikke taget med på råd. Der blev diskuteret, hvis skyld det var – lands- eller kommunalpolitikerne. Sandsynligvis en kombination, men 5 dage til at samle bestyrelserne og drøfte alternativer til besparelser på 15 mio. kroner på området er på ingen måde godt nok!
Hvor blev alle løfterne fra valgkampen i november sidste år af?
“Dialog dialog dialog” blev der sagt fra alle partiernes kandidater ved skolestrukturdebatmødet på Valsgård Skole – inklusiv undertegnede.
Useriøst og arrogant af de valgte? Ingen reel dialog omkring disse besparelser. Uanset hvem de skyldige er, så er det en hån mod nærdemokrati, mod skolebestyrelser, ledere, ansatte, forældre og børn, som tingene er foregået.
Vi skal have åbenhed, ærlighed og dialog – at lytte til borgernes argumenter, se nye muligheder og måder at gøre tingene på end “vi plejer” er i hvert fald ingen skade til. Det er almindelig anstændighed og respekt for sine medmennesker. Det kunne jo udvide paletten af muligheder for at træffe de fagligt mest hensigtsmæssige beslutninger.
Lad såvel lokal- som landspolitikere bevise deres værd på posterne – jeg vil ikke vælge nogen, som ikke holder deres løfter, og som end ikke vil lytte til mine meninger, min viden og argumentation, før de træffer beslutninger, der går ud over min families, mine kollegers, mine medmenneskers eller mit eget liv – vil du?
Af Tonny Nielsen, kandidat og HB-medlem:
“Dette forslag vil helt sikkert åbne virksomhedernes øjne og give de unge flere muligheder. Sådan! Handling. Det er konsruktivt og gavnligt for de unge og for samfundet. Det er det politikere er til for. At skabe muligheder for borgerne og styrke samfundet og dets bæredygtighed.”
Sådan kommenterede jeg 17. maj formanden for den socialdemokratiske gruppe, Mogens Nørgaards udmeldinger om at kræve lærlingekontrakter på bordet, inden en tømrer eller murer får en ordre hos regionen.
Allerede 26. maj fik min begejstring og optimisme et knæk. Ifølge TV2 Nord vil Nordjylland blive ekstra hårdt ramt af planerne om at spare på skolepraktik og produktionsskoler. Det mener både skoler og politikere.
Nordjylland er det sted i landet, hvor færrest unge gennemfører en ungdomsuddannelse.
Produktionsskolerne skal hjælpe de unge, der har sværest ved at holde fast i en af de almindelige uddannelser som gymnasiet eller en håndværksuddannelse.
Nu vil regeringen og Dansk Folkeparti spare 100 millioner kroner ved at skære i antallet af pladser. Samtidig sænkes elevernes løn med 2.500 kroner om måneden til laveste SU-takst på 3.453 kroner.
Det hænger ikke sammen.
Regionspolitikernes gode intentioner undermineres – de unge bliver de uskyldige ofre, det går ud over, og flere unge mere end antyder, at de vil droppe ud af uddannelser pga. så stram en økonomi, at de ikke har råd til at fuldføre uddannelsen.
Det er ikke det, der gør, at 95% af en årgang gennemføre en ungdomsuddannelse, som jo er regeringens egen målsætning.
CenterPartiet vil give de unge muligheder for at følge deres egen motivation, initiativ og anvende deres evner konstruktivt, så de får muligheder for at trives og udvikles. Vi skal nedbryde barrierer og give mennesker livsmuligheder.
Vi må investere i vore unge, vore medmennesker og vores velfærdssamfund – ikke nedbryde dem og afvikle velfærden. Læs bl.a. programmet “Ung og fri – en politik for den ungdommelige energi”, som du kan finde her til venstre.
Af Tonny Nielsen, kandidat og HB-medlem:
Nej, der kommer ikke en svada om, hvor dovne de unge er, hvilken ligegyldighed og mangel på respekt de udviser overfor samfundet, efterfulgt af lange beretninger om, at dengang jeg var i deres alder, der var der meget mere engagement og respekt for samfundets normer og andre mennesker…
Nej, for det ville ikke holde en meter…
Da jeg under efterårets kommunal-valgkamp var til paneldebat på Mariagerfjord Gymnasium, fornemmede jeg straks, at disse unge var meget engagerede og politisk bevidste. Spørgelysten var stor, og det var tydeligt, at de unge var velorienterede såvel i lands- som lokalpolitiske spørgsmål.
De unge på Mariagerfjord Gymnasium viser gang på gang, at de er meget engagerede i og bevidste om det samfund, vi lever i. Eksempelvis da de som reaktion på jordskælvskatastrofen på Haiti straks fik samlet lokale kunstnere til et stort støttearrangement, hvor overskuddet gik til ofre for katastrofen på Haiti.
Ifølge Nordjyske har de nu arbejdet så meget med klima og grøn energi, at de som det første gymnasium i landet får et “Grønt flag”. Det grønne flag bliver hejst onsdag, og herfra må gymnasiet hejse det et år frem.
Udover at have arbejdet med klima og grøn energi som temaer i klasseundervisningen har gymnasiet også deltaget i et pilotprojekt om udvikling af grønt flag – grøn skole.
Nej, vi skal ikke komme og beklage os over ungdommen nu til dags. Tværtimod.
Lad os glemme alle fordomme og i stedet lytte til disse unge og give dem optimale muligheder for at føre deres drømme og visioner ud i livet. De ser mulighederne i samfundet og griber dem.
Jo ungdommen i Mariagerfjord Kommune er en ungdom, som går forrest med gode eksempler. Det kan vi og mange unge andre steder lade sig inspirere af – de ved, de kan gøre en forskel i samfundet, og de fører det ud i livet og GØR DET.
Politisk engagement, miljøbevidsthed og medmenneskelighed er altså blandt deres mange styrker… det lover godt for fremtiden… for de unges egen, for kommunens og det danske samfunds fremtid – især hvis vi lader os inspirere og også selv prøver at gøre en positiv forskel og bakker de unge op.
I gør det forbilledlig flot.
I kan bestemt være stolte af jer selv.
Af Tonny Nielsen, kandidat og HB-medlem:
“Der er noget galt i Danmark, Dybbøl Mølle… bare tegnedrengen er i orden…”.
Tønder-sagen og Brønderslev-sagen og behandlingen af de stakkels børn. Antallet af henvendelser til børne- og ungdomspsykiatrien er tredoblet de seneste 10 år! Stress en folkesygdom! Forhold for asylsøgere, offentligt ansatte, forhold på plejehjem og på bosteder for udviklingshæmmede er få eksempler på dette.
Hvor er medmenneskeligheden henne? Hvordan kan vi som samfund tillade os at måle og veje menneskeliv med penge? Er vi økonomisk set ikke en gevinst for samfundet, skal vi finde os i at blive behandlet respektløst og komplet uværdigt og helst gemmes helt af vejen og koste samfundet færrest muligt i kroner og øre. Det kaldes omkostningsneutralitet!
Dagens Danmark er uanstændigt, umenneskeligt, og debatten køres i en retorik, som i den grad taler nedværdigende om visse grupper i samfundet. “Ældrebyrden” er ét ord som eksempel. Tonen i udlændingedebatten er direkte skandaløs. De, der ikke er som, tænker som, eller tjener penge som ledende politikere, synes at blive latterliggjort og sat udenfor på sidelinien. De ekskluderes! Det vil jeg ikke være med til.
CP vil inkludere så mange som muligt i samfundet, vise respekt for individet. Vi vil mere respekt og anstændighed i offentlige debat og væk fra at måle og veje mennesker i kroner og øre.
CP vil arbejde for bedre forhold for daginstitutioner og skoler, kæmpe imod en udhuling af den offentlige sektor og mod private sygeforsikringer.
CP vil arbejde for socialt udsatte børn, unge og voksne, på døgninstitutioner, varmestuer, behandlingshjem og bosteder, med handicappede, udviklingshæmmede, kriminelle, psykisk syge osv. Altså grupper som vi véd findes, men som samfundet synes at lukke øjnene for. Det gør CP ikke!
CP vil et samfund præget af ligeværdighed, respekt, anstændighed og omsorg for medmennesket.
CP ser det enkelte menneske som værende unikt, – en helhed. Et menneske er langt mere end sit problem, end sin diagnose og andet end et nummer i et stort system.
Som ræven siger til den lille prins i Antoine de Saint-Exupérys bog “Den lille prins”: Det væsentlige er skjult for øjet, kun med hjertet kan man se det væsentlige.
Denne sætning er meget rammende for CenterPartiets ånd. Et menneskesyn, der ligger langt fra, hvad skræmmende mange mennesker oplever at blive mødt med i dagens Danmark.
CP søger akut at støtte det enkelte individ, men også gribe fat om problemets rod, forebygge og afhjælpe menneskelig nød ved at påvirke samfundsforholdene, de rammer, love og regler som mennesker lever/dør under.
Er det ikke netop CPs værdier, som er væsentlige, og som vi har brug for?
Af Tonny Nielsen, kandidat og HB-medlem:
Ole Pass, formand for socialcheferne, beklager sig over, at udgifter til hjælpemidler til handicappede er steget, og “de handicappede møder kommunerne med alt for store forventninger og krav”, som en særlig grådig gruppe vi bør spare på! Udgiftstigninger må være grådighed, konkluderer Ole Pass uden yderligere argumenter!
Loven siger: Kommunalbestyrelser skal yde støtte til personer med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, når hjælpemidler i væsentlig grad kan afhjælpe varige følger af den nedsatte funktionsevne, lette den daglige tilværelse i hjemmet eller er nødvendig for at kunne udøve et erhverv.
Stilles krav ud over lovens rammer – hvilket jeg ikke tror – så må de jo afvises. Så er den ikke længere. Gives ydelser uberettiget, så er det et ledelsesansvar, at medarbejdere ikke tolker lovgivningen korrekt. Ingen kan bare selv tage for sig. Nogen tildeler midlerne, før de bliver til udgiftstigninger – med mindre Ole Pass da vil synke så dybt som til at påstå, at handicappede stjæler!
Ønsker indenfor lovens rammer er ikke udtryk for grådighed, men for en forventning om at skrevne love også eksisterer i praksis. Det er ikke for høje forventninger! Ole Pass må finde leverandører, hvor rette produkt fås til rette pris. Er det sket, og kravene stadig vurderes for høje, så er det i forhold til kommunernes budget. Så er der ikke givet nok resurser fra regeringen – og Ole Pass må kræve disse af regeringen. Hjælper det ikke, er ansvaret regeringens. Så levnes kommunerne ikke mulighed for at opfylde loven. Køber kommuner for dyrt, er det et ledelsesansvar.
Beskyldningerne er uberettigede, og en usmagelig ansvarsforflyttelse fremsættes af Ole Pass for at dække over sig selv, kolleger eller regeringen. Af frygt for eget job?
At en tv-station stiller sig ukritisk til rådighed for KUN at bringe Ole Pass’ side af sagen, er helt grotesk. Stig Langvad, formand for Danske Handicaporganisationer, udtalelse “hvis kommunerne mangler penge til at hjælpe handicappede, må de finde pengene andre steder i budgettet eller gå til regeringen” bringes ikke. Ingen spørger hovedpersonerne selv. Ingen sætter spørgsmålstegn ved ensidige påstande. Frygter tv repressalier ved kritisk journalistik? De bidrager på usmagelig vis til at skabe et unuanceret billede af alle disse mennesker som “De grådige samfundsnassende handicappede”!
CP vil et samfund uden diskrimination. Det gøres ikke ved at skabe myter og fordomme om bestemte grupper i befolkningen. Det offentlige skal være et serviceorgan for borgerne, ikke en modstander.
I de seneste år er der nærmest gået mode for politikere i at bryde ud af deres parti og danne et nyt. Søndag d. 9. maj gik CenterPartiet og Civilt Forum imod denne strøm, da der på et offentligt møde i Århus-forstaden Åbyhøj blev meddelt, at Civilt Forum, der op til kommunalvalget sidste år talte omkring 700 støttemedlemmer, hovedsageligt flygtninge og indvandrere, tilslutter sig CenterPartiet.
– Civilt Forum og CenterPartiet har haft stort set samme politiske holdninger. Med vægt på lige muligheder for alle, uanset bopæl, hvor mange år ens slægt har boet i Danmark, eller hvilken religion, køn, seksualitet, hudfarve eller navn man har. Samtidig vægter begge partier, at politiske beslutninger skal træffes så tæt som muligt på de borgere, som berøres, og at lokalpolitik skal tilrettelægges ud fra et lokalt perspektiv, og ikke styres fra centralt hold. Derfor foreslog vi Civilt Forum et samarbejde, fortæller landsformanden for CenterPartiet, Per Schultz-Knudsen.
– Efter at have studeret CenterPartiets politiske grundlag og haft et par møder, hvor vi straks var på bølgelængde, så var alle betænkeligheder ved en tilslutning til CenterPartiet borte. Hvorfor dog arbejde hver for sig, når vi kan forene kræfterne om at gennemføre de reformer af det danske samfund, som vi er enige om, er nødvendige?, fortæller Ibrahim Gøkhan, tidligere byrådsmedlem og spidskandidat for Civilt Forum ved kommunalvalget i Århus i oktober.
Civilt Forum fik Valgnævnets godkendelse som parti så sent som 28. januar i år, men var allerede godt i gang med indsamling af vælgererklæringer, så partiet kunne stille op til næste folketingsvalg, da henvendelsen kom fra CenterPartiet.
– De første 3-4.000 vælgererklæringer var indsamlet, da jeg bad vore støtter om at tage en pause, efter at vi begyndte at overveje tilslutningen til CenterPartiet, fortæller Ibrahim Gøkhan, der tror, at CenterPartiet hurtigt kan få samlet de nødvendige 20.000 underskrifter, når indsamlingen af vælgererklæringer genoptages.
Eneste ændring hos CenterPartiet som følge af tilslutningen fra Civilt Forum er, at partiets hovedbestyrelse på landsmødet Grundlovsdag foreslår navnet ændret til “CenterPartiet – Civilt forum”.
– Det er faktisk med til at understrege partiets politik, idet civilsamfundet jo har en central rolle i CenterPartiets vision for samfundet, konstaterer Per Schultz-Knudsen.
Det offentlige møde markerede samtidig starten på en medlemskampagne, som CenterPartiet vil gennemføre sommeren over.
Af Tonny Nielsen, kandidat og HB-medlem:
Unge i Aalborg, der er vokset op med en alkoholiseret far eller mor, mister muligheden for at få hjælp, skriver P4 Nordjylland. Aalborg Kommune vil ikke give 300.000 kroner, som skal til at drive et projekt for 100 unge. Projektet skulle ellers hjælpe unge, efter de har fået deres barndom ødelagt af forældrenes alkoholmisbrug.
Lederen af projektet Jesper Larsen kalder kommunens beslutning for et SVIGT af de unge.
Endnu en gang svigtes mennesker som direkte konsekvens af kommunernes stramme budgetter og kortsigtede jagt på besparelser. Endnu en prioritering af landets økonomiske rigdom prioriteres over menneskers behov, fremtidige livsmuligheder og trivsel. 300.000 kroner til at støtte 100 unge mennesker. Så kan det altså ikke gøres billigere! At byråd pt ikke mener at have råd og ikke støtter disse mennesker, udtrykker et meget fattigt samfund og fravær af medmenneskelighed!
Svigtes de, her og nu, må vi ikke beklage os over, hvis de senere i livet bliver alkoholikere, ikke formår at tage en uddannelse, udviser ulovlig adfærd eller lignende. De sociale udgifter skubbes pt. uansvarligt foran os og stiger fra dag til dag. På længere sigt bliver vi for alvor økonomisk fattige, når vi skal behandle i stedet for at forebygge nu. Sociale ydelser, straffeforanstaltninger, behandlingstilbud m.m. er omkostningstungt. Så er 300.000 kroner pr. person om året ikke tilstrækkeligt – langtfra.
Tuba projekt beskriver bl.a.:
Da drikkende forældre kræver en masse opmærksomhed, har mange unge for vane at glemme sig selv. Derfor støttes de unge i at fastholde dit eget perspektiv og opfylde egne behov.
De unge mangler viden om, hvordan de skal takle livets almindelige problemer. Mange er bekymrede over egne følelser, tanker og reaktioner i bestemte situationer.
Sådanne projekter kan støtte de unge. Her drøftes emner som konfliktløsning, parforhold, at være alene, at leve med en forælder, der drikker, osv. De giver mulighed for at forebygge uhensigtsmæssig adfærd, negativ social arv. De øger unges muligheder for at kunne indgå i parforhold og nære relationer.
Disse unge er vokset op under meget svære livsbetingelser og har behov for støtte. Den skal vi som samfund give dem. Forældrene har ikke mulighed for det! Det har VI! Det er vores forpligtelse at bakke op om sådanne projekter. Det er menneskelig og økonomisk ansvarlighed.
CenterPartiet er imod sådanne besparelser!
|
CenterPartiet
er en del af
Velfærdsalliancen

CenterPartiet
Granvænget 11
8990 Fårup
Tlf. 51 86 39 50
Har du et spørgsmål eller en kommentar til CenterPartiets politik, kan du sende en mail til [email protected]
Bliv medlem Ønsker du også et Danmark, som vi kan være bekendt?
Et samfund, der bygger på tillid, et reelt folkestyre, alle borgeres lige muligheder for selv at forme deres livsprojekt, og omsorg for de svageste.
Så meld dig ind i CenterPartiet!
Send en mail til
medlem@centerpartiet.dk
Årskontingentet er på 200 kr.
- 100 kr. for studerende, pensionister og andre borgere på overførselsindkomst.
Din støtte kan gøre en forskel Det er dyrt at drive et parti, som hverken får offentlig støtte eller støtte fra erhvervslivet eller fagbevægelsen.
Vi tager derfor med tak imod enhver støtte - stort som lille.
Hvert bidrag gør en forskel.
Du kan indbetaledin støtte på kontonr. 9319-0005050308
På forhånd: Tak!
|