Hellere lære end at finde syndebukke

Af Tonny Nielsen, kandidat og HB-medlem:

Alle de tre kommuner, der har haft med familien i Brønderslev-sagen at gøre har haft meget travlt med at vaske hænder. Hvorfor har ingen reageret og skånet den nu 20-årige pige og hendes nu 8 anbragte søskende? I alle kommunerne har der tilsyneladende været indberetninger til de sociale myndigheder, men ingen af dem har ført til handling, før den 20-årige pige selv henvendte sig til Brønderslev Kommune. Hvorfor? Tør ingen tage ansvaret og skride til handling? Vil kommunerne helst ikke tro, at noget sådant kan ske i deres kommune? Har kommunerne ikke råd til anbringelser af 9 børn og unge? Er det lidt lettere at se igennem fingre med sådanne ulykkelige sager end at skride til en handling, som i så fald vil være meget ubehagelig og følelsesladet for de implicerede og omfattende og omkostelig for kommunen? Tænker socialforvaltningerne, at hvis vi ikke reagere, så er vi ikke de eneste? Er det sådan, at det ikke at gøre noget også har konsekvenser? At andre ikke har reageret gør vel ikke kommunernes ansvar overfor børnene mindre?

I stedet for at søge, hvem der har skylden for, at der ikke er reageret i tide på alle de signaler og tegn, der har været, indtil sagen blev taget op, forældrene stillet for retten og børnene tvangsfjernet, kan en sådan sag i stedet føre til selvransagelse i de enkelte kommuner – til at kigge ind ad i stedet for at skyde ansvaret fra sig. Man kan se på regler og procedurer. Er de blevet overholdt, er de gode nok eller må der ændres på disse? Man kan se på, hvad der frem over kan gøres anderledes for at undgå sådanne ulykkelige sager.

For vi ønsker vel ikke, at sådanne sager skal gentage sig – eller? Med de prioriteringer der gøres på anbringelsesområdet for tiden, senest de massive besparelser i Randers, kan man spørge, om de ansvarlige politikere virkelig ønsker at hjælpe familier i sådanne ulykkelige situationer, og ønsker de at forebygge sådanne situationer opstår i fremtiden?
Man kan spørge sig selv, om det eksempelvis er disse børn, der må betale den allerhøjeste pris for et skattestop, som over det meste af landet tvinger kommunerne til besparelser.
Spørg bare i Silkeborg, hvordan de har det med at skulle spare 300 mio. Det er ikke kommunens ønske – det er dem pålagt fra regeringen.
Disse beløb er ikke bare tal i et regneark. Det er ikke et spil eller en matematikopgave – det er tal der er afgørende for serviceniveauet i kommunen og dermed for mulighederne for menneskers trivsel.