Firkløveren – omsorg og miljø For CP er menneskelig omsorg og et rent miljø centrale begreber.
Derfor er firkløveren en central del af CP's logo - ligesom den er for de øvrige centerpartier i Norden og Østersø-området.
Om CP's logo og design
Et levende og åbent fællesskab CenterPartiet er et parti, der tør tage ansvar og gennemføre samfundsforandringer.
Men det er også et parti, som er et levende og åbent fællesskab, der giver muligheder og redskaber for mennesker til at udvikle sig.
Et moderne parti bør være link mellem offentlige beslutningstagere og engagerede medborgere.
|
Pressemeddelelse:
Der blev langet kraftigt ud efter den obligatoriske madordning i daginstitutionerne, da Centerpartiet i weekenden (20. juni) holdt sit første ordinære landsmøde i Ørum Daugård Multicenter ved Hedensted.
I sin beretning opfordrede den nyvalgte landsformand, Per Schultz-Knudsen, således både forældre og byråd til at udøve civil ulydighed.
– Forældrene kan udvise civil ulydighed ved at fortsætte med at give deres børn madpakker med og nægte at betale forhøjelsen af egenbetalingen, ligesom byrådene kan udføre kommunal ulydighed ved at nægte at indføre den obligatoriske madordning, lød opfordringen fra Per Schultz-Knudsen
– I stedet for den obligatoriske madordning bør pædagogerne i daginstitutionerne have mulighed for at tilbyde en supplerende madordning, således at de kan tilbyde børn, der ikke har madpakke med, eller børn, der dag efter dag medbringer en madpakke, som ernæringsmæssigt må betegnes som usund, et måltid mad eller supplerende mad i form af fx frugt og grøntsager. Det ville leve op til Centerpartiets politiske idé om selvbestemmelse, frihed og omsorg, fastslog landsformanden.
– Det ville tilmed være en betydelig billigere ordning end den obligatoriske, idet det på denne måde kun vil være nogle af børnene, som skal have mad. Og de penge, som regeringen har kunnet fremtrylle til madordningen, bør i stedet gå til at forbedre arbejdsklimaet i daginstitutionerne – både for børnene og for de ansatte – fx ved at øge de pædagogiske resurser, erklærede Per Schultz-Knudsen.
I beretningen faldt der også kritiske ord om de få penge, der i forbindelse med de forlig, som regeringen har indgået med kommunerne og regionerne, er blevet afsat til forebyggelse af følgerne af kroniske sygdomme.
– Desværre lider regeringen – og Folketinget generelt – af nærsynethed, når det gælder økonomien.
– I stedet for at se på, hvad det kan betyde af økonomiske besparelser for det offentlige over en længere periode, og derefter satse de nødvendige penge her og nu i at sikre en gennemførelse, har regeringen kun bevilget 190 millioner kroner over en 3-årig periode. Det vil sige, at der satses en sjettedel så meget på dette område, hvor en massiv indsats ikke blot vil give en flerdobbelt besvarelse pr. år om blot få år, men også betydelig bedre livskvalitet hos mange medborgere, som der afsættes ekstra til de obligatoriske madordninger i daginstitutionerne. Men det afsatte beløb er alt, alt for lille til at gøre en reel forskel. Derfor vil mange danskere med en kronisk sygdom også fortsat ryge ind og ud af hospitalerne, konstaterede Centerpartiets nye landsformand.
På landsmødet blev følgende – udover Per Schultz-Knudsen, Fårup, som landsformand – valgt til Centerpartiets første hovedbestyrelse: Tove F. Buch, Herlev, Søren Bülow, Valby, Tonny Nielsen, Lystrup, Per Højsgaard, Bording, Lenette Schultz-Knudsen, Lystrup, Anders Due, Hedensted, Susan Lundgren Andersen, Nørager, Sten Fyhn Mortensen, Bramming, Hans-Otto Hjorth Hansen, Risskov, og Torben Jensen, Brabrand.
Pressemeddelelse:
Centerpartiet, der blev stiftet i januar i år, er nu klar til at deltage i den politiske debat. Partiet holder sit første ordinære landsmøde i weekenden (20. juni) i Ørum Daugård Multicenter ved Hedensted.
– Landsmødet markerer overgangen fra etableringsfasen til driftsfasen. I løbet af foråret har vi fået udarbejdet 14 politiske programmer, og vi er nu klar til at tage del i den politiske debat og efterårets kommunale valgkamp, konstaterer en af initiativtagerne til Centerpartiet Per Schultz-Knudsen.
I forbindelse med landsmødet synliggør Centerpartiet også sit slægtskab med de øvrige centerpartier i Norden og Østersø-området. Det sker ved at præsentere firkløveren som partiets nye logo. Firkløveren som logo er et fælles kendetegn blandt centerpartierne i bl.a. Norge, Sverige, Finland og Polen.
– Vi er et miljøbevidst, økologisk bevidst parti. Derfor er kløveren et rigtigt godt mærke for vores politik. Samtidig vægter vi en styrkelse af omsorgen i samfundet højt, og firkløveren har jo i mange år med sine hjerteformede blade netop været et symbol på omsorg. Endelig kan firkløverens blade repræsentere selvbestemmelse, livskvalitet, foretagsomhed og alles lige muligheder – de fire begreber, som vores Idéprogram bygger på og ud fra hvilke vi former vores konkrete realpolitik, fortæller Per Schultz-Knudsen.
– Forårets arbejde med udformning af CP’s politiske programmer har desuden tydeliggjort, at det er i gruppen af social-liberale og kristendemokratisk inspirerede partier, som Senterpartiet i Norge, Centerpartiet i Sverige, det finske centerparti og det polske PSL, at vi føler os hjemme. Partier, der alle i en eller anden form har firkløveren som logo.
– Firkløverens symbolik og slægtskabet med de andre centerpartier gjorde det nærliggende at skifte vort midlertidige logo ud med firkløveren. Samtidig skulle en firkløver jo bringe held, og det kan man som nyt parti i Danmark have god brug for med de krav, som etablerede partier har valgt at stille nye partier overfor, fastslår Per Schultz-Knudsen.
På CP’s landsmøde deltager landsformanden for Frivilligt Forum Johs. Bertelsen, der vil lægge op til debat om, hvad det offentlige kan gøre for at forbedre forholdene for frivillige organisationer og foreninger, og hvordan Civilsamfundets indflydelse generelt kan styrkes. Frivilligt Forum repræsenterer de frivillige sociale organisationer i Danmark.
Landsmødet skal desuden blandt andet vælge Centerpartiets første hovedbestyrelse.
Pressemeddelelse:
Centerpartiet, der blev stiftet i januar i år, synliggør nu sin samhørighed med de øvrige centerpartier i Norden og Østersø-området. Det sker ved at gøre firkløveren til partiets logo. I forskellige udformninger er firkløveren som logo et fælles kendetegn blandt centerpartierne i bl.a. Norge, Sverige, Finland og Polen. Faktisk har de nordiske centerpartier lånt firkløver-logoet af det polske centerparti, PSL, der indførte det for omkring 100 år siden.
– Vi er et miljøbevidst, økologisk bevidst parti. Derfor er kløveren et rigtigt godt mærke for vores politik. Kløveren trives jo netop dér, hvor der er et godt, naturligt miljø, konstaterer en af initiativtagerne til Centerpartiet Per Schultz-Knudsen.
– Samtidig vægter vi en styrkelse af omsorgen i samfundet højt, og firkløveren har jo i mange år med sine hjerteformede blade netop været et symbol på omsorg. Endelig kan firkløverens blade repræsentere selvbestemmelse, livskvalitet, foretagsomhed og alles lige muligheder – de fire begreber, som vores Idéprogram bygger på og ud fra hvilke vi former vores konkrete realpolitik.
Per Schultz-Knudsen understreger også, at Centerpartiets etableringsgruppe med valgt af firkløveren som logo ønsker at sende et klart signal om, hvilke udenlandske partier Centerpartiet føler et særligt slægtskab med.
– Forårets arbejde med udformning af CP’s politiske programmer har tydeliggjort, at det er i gruppen af social-liberale og kristendemokratisk inspirerede partier, som Senterpartiet i Norge, Centerpartiet i Sverige, det finske centerparti og det polske PSL, at vi føler os hjemme. Mange af vore politiske ideer ligger i tråd med de partiers, og de fire nævnte partier – og en række lignende centerpartier i Østersø-landene – bruger alle netop en firkløver som deres logo.
– Firkløverens symbolik og slægtskabet med de andre centerpartier gjorde det nærliggende at skifte vort midlertidige logo ud med firkløveren. Samtidig skulle en firkløver jo bringe held, og det kan man som nyt parti i Danmark have god brug for med de krav, som etablerede partier har valgt at stille nye partier overfor, fastslår Per Schultz-Knudsen.
Centerpartiet holder sit første ordinære landsmøde lørdag d. 20. juni i Ørum-Daugård Multicenter ved Hedensted.
Af Susan Andersen:
SF er netop kommet med et politisk udspil omhandlende en skærpelse af straffen for visse færdselslovsovertrædelser. Det er generelt ikke min holdning, at skærpet straf har en forbyggende effekt i henhold til ny kriminalitet, men i dette tilfælde er jeg enig med SF: Antallet af trafikdræbte, ca. 400 sidste år, er for højt, og det er nødvendigt at tage nye metoder i brug for at nedbringe tallet for fremtiden!
Jeg formoder, at hvis vi alle overholdt fartgrænserne, kunne mange liv have været sparet. Alligevel anses det som ganske legalt at køre for stærkt, hvis bare man selv vurderer det forsvarligt!
Grunden til denne holdning er formentligt, at forholdene faktisk mange steder er gode nok til, at grænsen kan sætte op – i hvert fald på nogle tidspunkter på dagen. Centerpartiet foreslår derfor, at kontrollen øges og strafferammen mod “fartsyndere” skærpes. Men dette skal samtidigt ledsages af indførelse af fleksible fartgrænser, således at fartgrænsen reguleres efter de lokale trafikale forhold.
Pressemeddelelse:
Centerpartiet er klar med sit første politiske udspil. Et samlet ungdomsudspil på tværs af skellene mellem traditionelle politikområder. Det indeholder alt fra boliger, tilskud til lærebøger over mindre bureaukrati for unge landmænd til mærkbare studenterrabatter, der også gælder for lærlinge og elever, og billige transportmuligheder hjem fra byen.
Det er bestemt ikke tilfældigt, at netop dette udspil bliver Centerpartiets første.
– De unge er fremtidens guld for et samfund, så alene af den grund skal vi give dem gode muligheder for at skabe deres liv. Men de unge har også et initiativ og en idérigdom, der ville være godt for hele samfundet at lytte til. Derfor begynder vi hos de unge, konstaterer en af initiativtagerne til Centerpartiet, Per Schultz-Knudsen.
– Unge er velsignet med en optimisme og et gå-på-mod. Det er vores pligt som samfund at give dem mulighederne for ikke at miste disse egenskaber på vejen gennem livet, fastslår han.
– Derfor skal vi også langt væk fra, at alt skal proppes ind i et system, hvor det skal bedømmes ud fra en karakterskala. Rigtig mange kompetencer opnås ikke ved eksamensbordet eller med næsen i lærebøgerne. Men de kompetencer er lige så vigtige som boglig og teoretisk viden – og derfor skal for eksempel frivilligt arbejde kunne hjælpe unge ind på deres drømmeuddannelse, selvom deres karaktergennemsnit måske ikke er helt i top, fortsætter Per Schultz-Knudsen.
Han peger på, at alt for mange unge falder ud af uddannelsessystemet eller bliver pacet i gang med og igennem studierne, for eksempel af muligheden for at regulere deres karaktergennemsnit fra gymnasiet, hvis de påbegynder en videregående uddannelse inden for en bestemt, kort periode.
Det vil Centerpartiet gøre op med.
– Unge skal have tid og plads til at finde og udforske deres styrker og svagheder. De skal have lov til at vælge – og vælge om. Sabbatår er ikke pr. definition negativt. Mange har brug for en periode, hvor de laver noget andet end at gå i skole – og om de så oplever andre kulturer ude i verden, arbejder frivilligt for udsatte grupper herhjemme eller noget helt tredje, så kan det hjælpe dem med at træffe det valg, der lægger retningen for deres professionelle liv, slutter Per Schultz-Knudsen.
Af Tonny Nielsen:
Ved frivillig Forums årsmøde i Odense d. 17. april var der bl.a. debat om civilsamfundets rolle i samfundet og nødvendigheden af en civilsamfundspolitik. Altså en politik for de organisationer og foreninger, som giver de frivillige, borgere, der tager et personligt ansvar i samfundet, mulighed for at gøre det.
Der bliver fra flere sider talt om civilsamfundet som lillesøster i forhold til det offentlige og det private marked.
Lad os anerkende de frivillige for alt det samfundsnyttige arbejde de udfører. Alt fra lektiehjælp, besøgstjeneste, pårørendegrupper, forskellige brugergrupper for ikke at glemme alle de socialt udsatte grupper, som det private og offentlige ikke magter at hjælpe. I civilsamfundet findes en ren guldgrube af specialviden, forståelse for, engagement i og håndtering af vanskelige og sociale forhold, som vi på ingen måde kan undvære.
Lad os give civilsamfundet en større rolle i samfundet.
Lad os skabe de bedst mulige rammer for det frivillige samfundsnyttige og sociale arbejde.
Lad os følge de fine ord op med politisk handling i form af tilførsel af flere midler og ressourcer til civilsamfundet og en helhjertet indsats for anerkendelse, ligeværdighed, tillid til og respekt for civilsamfundet.
Lad os bakke de frivillige ildsjæle og deres innovative tiltag op.
Lad os lytte til og lære af de frivillige og organisationerne.
Lad dem i højere grad få frihed til selv at vælge dokumentationsformer til videreudvikling og nyskabelse af projekter, så mange flere danskere får mulighed for at udleve de ønsker, som undersøgelser viser, at de har, om at udføre frivilligt arbejde.
Centerpartiet vil satse på civilsamfundet, dets ekspertise, viden, handlekraft og engagement og arbejde på at skabe optimale muligheder for de frivillige organisationer og alle ildsjælene i Danmark.
Vi vil lytte til og kæmpe for, at civilsamfundets behov imødekommes – også når det kommer til handling og finansieringen.
Pressemeddelelse:
Selvbestemmelse, livskvalitet, engagement og alles lige muligheder er nogle af de værdier, der kendertegner den politik, som Centerpartiet, der blev stiftet lørdag d. 17. januar, vil føre. Partiet er klar til at tage ansvaret for at gennemføre ændringer af samfundet, så den enkelte borger får større indflydelse på udviklingen, og så velfærdsydelserne målrettes til dem, der har brug for hjælp. Det fremgår af partiets Idéprogram, der blev vedtaget på det stiftende landsmøde. Idéprogrammet lægger op til et decentralt samfund, der bygger på andre værdier end primært økonomi.
– Forleden brugte de elektroniske medier en stor del af deres udsendelser på at fortælle om skattekommissionens forslag til skattelettelser – med fokus på, om det ville komme til at koste husejerne penge. Ingen nævnte noget om, hvad færre skatte-indtægter vil betyde for bemandingen på daginstitutioner og ældrecentre – eller for forfaldet på vore skoler, konstaterede primus motor bag idéprogrammet, Per Schultz-Knudsen, da han fremlagde programmet på det stiftende landsmøde.
– Vi vil sætte mennesket over økonomien. Vi vil tage udgangspunkt i, hvordan vi fx kan skabe gode forhold for såvel ansatte som børn eller ældre på institutionerne. Så må vi efterfølgende finde ud af, hvad skatteprocenten skal være, fastslog han. Han pegede også på, at Centerpartiet ønsker, at det offentlige skal være et service-organ – ikke et kontrol-organ.
– Borgeren skal mødes med tillid, når han søger om hjælp og støtte hos de offentlige myndigheder.Udgangspunktet skal være, hvordan har vi mulighed for at hjælpe? – Ikke: Nu skal vi passe på, at han ikke får mere, end han kan tilkomme. Ved at styrke tilliden til borgeren, styrkes også borgerens tillid til systemet, mente Per Schultz-Knudsen.
En af Centerpartiets mærkesager er ønsket om at skaffe civilsamfundet – frivillige foreninger og organisationer – bedre vilkår.
Centerpartiet ønsker at give bl.a. de sociale organisationer større muligheder for på eget initiativ at løse flere samfundsopgaver. Det er ikke partiets hensigt på den måde at finde offentlige besvarelser. Hvis en organisation påtager sig en samfundsopgave, og det betyder besparelser i det offentlige, skal et tilsvarende beløb efter Centerpartiets mening tilflyde organisationen.
– I civilsamfundet mødes den enkelte ud fra vedkommendes situation, baggrund og evner. Det vil vi gerne have spredt til resten af samfundet. Alle mennesker har noget at bidrage med til samfundet. Derfor er det en styrke for samfundet, at dets borgere har forskellig baggrund og evner. Forskellighed skaber udvikling – ensformighed skaber stagnation! Ved at lytte til og lære af hinanden kan vi udvikle samfundet, så alle får det bedre. Det er det, som de frivillige sociale organisationer er gode til. Derfor prioriterer vi civilsamfundet højt, fastslog Per Schultz-Knudsen.
På det stiftende landsmøde blev der nedsat et politisk udvalg, der med udgangspunkt i idéprogrammet skal udarbejde forslag til realpolitiske udspil på forskellige områder.
Pressemeddelelse:
Danmarks nyeste parti, Centerpartiet, vægter en styrkelse af deltagerdemokratiet højt – både politisk og organisatorisk. Det står klart efter partiets stiftende landsmøde lørdag på Fregatten Jylland i Ebeltoft. Efter det stiftende landsmøde har Centerpartiet således hverken formand eller hovedbestyrelse, men derimod en etableringsgruppe, der har til opgave at forberede det første ordinære landsmøde i juni, hvor partiets medlemmer til den tid får mulighed for at vælge partiets fremtidige ledelse.
– I modsætning til andre nye partier, der allerede har udpeget landsformand, politisk leder og endda storkredsformænd, før partiet stiftes, er den politiske sag for os vigtigere end personer, fortæller en af initiativtagerne til Centerpartiet, Per Schultz-Knudsen, og henviser til Centerpartiets Idéprogram, der blev vedtaget på det stiftende landsmøde.
Af idéprogrammet fremgår blandt andet, at Centerpartiet lægger stor vægt på deltagerdemokrati, hvor den enkelte borger tager del i beslutningerne og i en fortsat dialog er med til at præge samfundsudviklingen. Partiet vil således lade magten vokse nedefra.
– Det må naturligvis også præge Centerpartiet internt. I stedet for at have en lille – mere eller mindre håndplukket – elite til at styre partiet skal Centerpartiet styres af medlemmerne, og det enkelte medlem skal sikres medindflydelse, forklarer Per Schultz-Knudsen.
– Derfor skal folk nu på baggrund af det vedtagne Idéprogram have mulighed for at melde sig ind i Centerpartiet, og derefter får de på det første ordinære landsmøde direkte indflydelse på, hvem der skal stå i spidsen for Centerpartiet, konstaterer han og henviser igen til idéprogrammet, hvoraf det fremgår, at Centerpartiet foretrækker et politisk lederskab, som er tydelig, når det gælder grundlæggende værdier, men som samtidig er åbent og vedkommende for alle, som på sin egen måde vil være med til at gøre de politiske idéer til virkelighed.
– Dialog, og ikke mindst evnen til at lytte, er det vigtigste instrument for et sådant lederskab. Centerpartiet skal være et forum for en stadig dialog om samfundet og fremtiden, hvor hvert menneske bliver mødt med lige stor respekt, fastslår Per Schultz-Knudsen.
Foruden at forberede det første ordinære landsmøde skal etableringsgruppen sikre opbygningen af lokale partiorganisationer og tage stilling til realpolitiske udspil fra Centerpartiets politiske udvalg. Centerpartiets første mål er at deltage i efterårets kommunalvalg og derefter sikre sig opstilling til Folketinget.
Forud for landsmødet havde mere end 100 vist interesse for at være med til at stifte Centerpartiet, og godt en femtedel af dem havde mulighed for at deltage.
Pressemeddelelse:
Første politiske udspil fra Centerpartiet:
Selv om Danmarks nye værdiorienterede midterparti, Centerpartiet, endnu ikke officielt er stiftet, er det lykkedes partiet at overhale regeringen indenom, idet partiet allerede i dag kan præsentere et samlet trafikpolitisk udspil, mens regeringen endnu ikke har præsenteret sit.
Centerpartiets udspil skal med en række nye tiltag gøre det mere attraktivt at benytte sig af kollektiv trafik. Samtidig introducerer Centerpartiet et transportattraktivitets-index (TAI), som hurtigt kan vise, hvilken form for transportmiddel, der er mest attraktiv at benytte sig af, når man skal fra et sted til et andet. Et system til udregning af TAI ligger til fri afbenyttelse for alle på www.centerpartiet.dk.
TAI kan samtidig bruges til at fastsætte takster både for lokale/regionale trafikselskaber og for et landsdækkende rejsekort.
Det trafikpolitiske udspil indeholder ikke blot elementer og tanker, der er mere eller mindre kendte, men også anbefalinger, som er nye set fra et politisk perspektiv. Det drejer sig bl.a. om en letbane til Billund, en undersøgelse af forbindelse i Europa-korridoren og støtte til forsøg med det dansk opfundne hybridkøretøj, RUF.
Centerpartiet ønsker bl.a. følgende forbedringer på tog-området: Opgradering af hastigheden, øget elektrificering samt genåbning af udvalgte strækninger og stationer. Desuden støtter Centerpartiet bygning af letbaner i de større byer og indførelse af bompenge i København, ligesom det nye parti anbefaler, at staten afsætter et årligt beløb, som kommuner kan søge om til opførelse af cykelstier. Desuden skal cyklisternes vilkår forbedres ved at flere gader trafiksaneres og spærres af for biler.
Centerpartiet har i sit trafikpolitiske udspil lavet en anbefaling af, hvorledes de enkelte tiltag bør prioriteres og med hvilket tidsperspektiv. En af de nemmeste og samtidig meget billige måder at styrke den kollektive trafik på er at koordinere køreplaner og gennemføre en landsdækkende harmonisering af taksterne. Det mener Centerpartiet derfor skal iværksættes straks.
Centerpartiet efterlyser også en samlet redegørelse for de danske broers tilstand og behov for vedligeholdelse/renovering, ligesom partiet peger på behovet for nye faste forbindelser mellem Gedser og Rostock, over Roskilde Fjord og Randers Fjord.
Læserbrev af Per Holbo:
Svar på leder i Randers Amtsavis lørdag d. 1. nov. 2008:
Lederen i lørdags fandt at Centerpartiet var ganske overflødigt. Og dog, for emnet var alligevel interessant nok til at få spalteplads – og det endda i lederen. Amtsavisen står bestemt heller ikke alene med interessen. Alle de store aviser samt en stor del lokale har bragt nyheden om partiet.
Det er der god grund til.
Økonomisk vækst og menneskelig fattigdom
I godt 100 år har dansk politiks omdrejningspunkt været økonomisk vækst. Partierne har således bidraget med hvert deres syn på, hvordan vi i Danmark kunne øge velstanden. Og man må sige, at øvelsen er lykkedes: vi har penge som aldrig før. Og alligevel har vi på mange måder aldrig været fattigere: tusindvis af unge forsøger selvmord, psykiske sygdomme og stress blomstrer som aldrig før og børn afkræves i større og større grad et ansvar, som ret beset hører voksenlivet til.
Folketingets partier forsøger jævnligt at sparke en værdidebat i gang, de seneste to forsøg af venstre, som med det liberale tankegods jo ellers måtte formodes at være det parti, der sammen med Socialdemokraterne burde stå stærkest på emnet. Alligevel kommer debatten aldrig i gang og det er der selvfølgelig en grund til.
For megen spin og strategi – for lidt politisk lederskab
Den kultur og det udgangspunkt, som de gamle partier har, er jo netop opstået i forsøget på at skabe økonomisk vækst og det betyder, at al debat fungerer ud fra netop dette mål: de konservative har deres skattelettelser, Venstre og Liberal Alliance har deres utæmmede og hensynsløse markedskræfter, og de venstreorienterede partier har fokus på omfordeling af forskellig styrke, alt efter om de henvender sig til boligejere eller lejere, faglærte eller ufaglærte, dagpengemodtagere eller kontanthjælpsmodtagere. Fælles for alle partierne er en uddeling af julegaver til forskellige større grupper, som så forventes at give deres stemme til gengæld.
Af samme grund ser vi en stadig stigende tendens til brug af meningsmålinger, fokusgrupper, spindoktorer og andre redskaber, som skal give den mest effektive strategi i det politiske spil.
Og resultatet er, at de, som befinder sig i en marginaliseret gruppe, dvs. en gruppe af mennesker, som er så lille, at ingen vil satse på julegaver-for-stemmer-strategien – ja, de bliver ladt i stikken og skubbet ud over kanten. Dem er der nemlig ikke nok stemmer i.
En ny måde at tænke politik på
Derfor er der brug for en helt anden måde at tænke politik på. En politik, som ikke baserer sig på modsætningsforhold mellem forskellige grupper, men som i stedet beskæftiger sig med, hvordan vi som borgere i samfundet kan sikre, at alle er med. Og ikke mindst hvordan vi kan arbejde hen mod en politik, som ikke kun handler om kroner og ører, men i højere grad om de værdier, der danner basis for et godt liv – for alle i Danmark.
Jo, der er god brug for Centerpartiet!
Per Holbo studerer statskundskab på Århus Universitet og arbejder med voksne handicappede
|
CenterPartiet
er en del af
Velfærdsalliancen

CenterPartiet
Granvænget 11
8990 Fårup
Tlf. 51 86 39 50
Har du et spørgsmål eller en kommentar til CenterPartiets politik, kan du sende en mail til [email protected]
Bliv medlem Ønsker du også et Danmark, som vi kan være bekendt?
Et samfund, der bygger på tillid, et reelt folkestyre, alle borgeres lige muligheder for selv at forme deres livsprojekt, og omsorg for de svageste.
Så meld dig ind i CenterPartiet!
Send en mail til
medlem@centerpartiet.dk
Årskontingentet er på 200 kr.
- 100 kr. for studerende, pensionister og andre borgere på overførselsindkomst.
Din støtte kan gøre en forskel Det er dyrt at drive et parti, som hverken får offentlig støtte eller støtte fra erhvervslivet eller fagbevægelsen.
Vi tager derfor med tak imod enhver støtte - stort som lille.
Hvert bidrag gør en forskel.
Du kan indbetaledin støtte på kontonr. 9319-0005050308
På forhånd: Tak!
|