Stop lapperierne – tænk visionært

SU-reform, kontanthjælpsreform, dagpengereform – reformerne vælter frem, men for dem alle gælder det, at det er lapperier på et forældet velfærdssystem. Et velfærdssystem, der var godt og visionært i forrige årtusinde, men som ikke lever op til nutidens krav til et velfærdssystem. Ingen af reformerne løser det grundlæggende problem ved systemet, der i bund og grund bygger på mistillid.

Det er på tide at tænke visionært. Det er på tide at bygge et velfærdssystem på tillid.

De aktuelle reformer begrundes i et behov for at presse borgere, der modtager disse ydelser, til at påtage sig et arbejde eller til at skynde sig gennem uddannelsessystemet, så de kan påtage sig et arbejde.

Men, hvad er det for noget arbejde, som de skal presses til at tage? I perioder, hvor der er mange arbejdspladser, da er der få på kontanthjælp eller dagpenge. Sådan har det altid været, hvilket viser, at hvis der er arbejde til alle, så vil alle også arbejde! For nu at omskrive et Niels Hausgaard-citat.

Det giver et godt udgangspunkt for at have tillid til, at danskerne gerne vil arbejde. Regeringens og Folketingets fokus bør derfor være på at skabe arbejdspladser – ikke at presse borgere til at påtage sig arbejde, som ikke findes.

Men hvordan kan et velfærdssystem, der bygger på tillid, så se ud?

Det primære for et velfærdssystem er at sikre alle en grundlæggende tryghed – også økonomisk. Det er ikke tilfældet i dag – og slet ikke, hvis de aktuelle reform-planer gennemføres.

Derfor er der behov for en grundlæggende ændring af velfærdssamfundets sociale sikkerhedsnet, så det lever op til behovene i det 21. århundrede. Altså at tænke visionært.

En model kunne være at erstatte de nuværende mangeartede sociale ydelser med én grundlæggende skatterabat, som svarer til det minimum, en borger forventes at kunne leve for. Har borgeren ingen indkomst, bliver et beløb svarende til skatterabatten udbetalt til vedkommende, mens rabatten langsomt bliver nedskrevet afhængig af, hvor stor en indkomst borgeren har.

Men er det ikke også det, der sker i dag?, vil nogle måske indvende. Der bliver jo også trukket i dagpenge eller kontanthjælp, hvis en modtager har indkomst ved siden af.

Principielt er det korrekt – og dog alligevel ikke.

I dag trækkes nemlig hele indkomsten i de offentlige ydelser, hvilket gør det knap så attraktivt – og i nogle tilfælde økonomisk uholdbart – at rejse særligt langt efter et arbejde. Det begrænser mobiliteten i samfundet.

Den grundlæggende skatterabat vil kun blive nedskrevet med skatteværdien af den løn, som borgeren modtager. Det vil derfor altid kunne betale sig at tage et lønnet job uanset, hvor få timer det drejer sig om, eller hvor lille en timeløn arbejdet giver.

En anden svaghed ved det nuværende system er, at alt arbejde, som en arbejdsløs yder, gøres op i penge, og et tilsvarende beløb trækkes fra ydelsen. Også selv om det er en ulønnet indsats i civilsamfundet.

En grundlæggende skatterabat vil kun blive nedskåret i forbindelse med lønnet arbejde, mens borgeren ikke vil blive økonomisk straffet for at yde en ulønnet indsats for civilsamfundet.

Men det væsentlige er, at skatterabat-systemet bygger på tillid og respekt, og ikke som det nuværende system på en grundlæggende mistillid og disrespekt til borgerne fra det offentlige.

En tillid til, at den enkelte borger grundlæggende ønsker at gøre nytte og yde en indsats for samfundet og har bruge for at være en del af fællesskabet i stedet for at føle sig sat udenfor, og derfor gerne vil arbejde, hvis der er arbejde at få.

En respekt for, at nogle borgere i en periode af deres liv prioriterer andre værdier frem for økonomisk indtægt – fx en social indsats i civilsamfundet eller familielivet under børnenes opvækst.  Samt en respekt for, at nogle borgere af den ene eller anden årsag ikke magter at arbejde lige så længe eller lige så koncentreret, som andre borgere.

Det er sådanne værdier, der bør præge et personalistisk velfærdssystem.

Stop lapperierne – lad os tænke visionæret!