Den uønskede sandhed – filosofisk syn på skole og samfundsdebatten

Af Tonny Nielsen, kandidat og HB-medlem:

Den tyske filosof Arthur Schopenhauer om modtagelsen af den uønskede sandhed:
“Først bliver den forsøgt latterliggjort, dernæst bekæmpet voldeligt, for til sidst at blive accepteret som selvindlysende.”

Jeg kender ikke hele sandheden om noget, men jeg tror, at vi ved at lytte til hinanden sammen kan komme den lidt nærmere. Er flertallets indre sandhed, som min, at nedskæringer, centralisering og kassetænkning ikke er vejen frem? Bekæmpes den uønskede sandhed p.t. af regeringen ved i frustration at skære ned over alt? Så er der håb forude, og næste skridt efter bekæmpelsen vil ifølge Schopenhauer være, at den for regeringen uønskede sandhed accepteres som selvindlysende.

Da jeg sidste år gik til valg for CenterPartiet, gik jeg ind i skoledebatten med budskabet om, at det hverken menneskeligt, fagligt eller økonomisk er ansvarligt at lukke skoler. Mit erklærede mål var ikke at lukke skoler. Jeg fornemmede en vis latterliggørelse/overbærenhed undervejs fra visse personer. Blev jeg anset som ung, idealistisk, naiv? Muligvis. Sandheden var dengang, som nu, at skolelukninger var nødvendige. Forskellen er, at nu stilles spørgsmålstegn ved sandheden, det gjorde der ikke for blot 10 måneder siden.

Hr. Mogens Jespersen (V) viste på borgermødet i Astrup i sidste uge synligt sin frustration over, at vi ikke godtog hans rene økonomiske incitamenter for at lukke skoler eller hans sandhed om, at man ikke kunne flytte midler fra en kasse til en anden. Sandhed er jo kun sandhed, indtil den uønskede sandhed tager over.

Jeg og mange borgere mener, at menneskelige, faglige, sociale faktorer samt konsekvenser, ved at erhvervsliv og landsbyer lukker, m.m. må tages med som grundlag for beslutningen. Mogens Jespersens svar: “det er jo ikke til at regne alt med.” For diffust? Når blot to elever, som trives i trygt og overskueligt miljø i Astrup, sættes ud til specialundervisning andet steds, så ædes hele “besparelsen” op. Fagpersoner vurderer, at det sandsynligvis vil ske. Er det ikke til at tage at føle på, selv når man kun tænker økonomi?

Frustrationen skyldes måske, at argumenterne ikke holder – at fundamentet under hans sandhed nu vakler, og en ny sandhed er ved at indfinde sig? Er latterliggørelse nu ovre i kamp? Så har jeg vundet meget, for så er næste skridt, at CenterPartiets politik accepteres som selvindlysende, og afvikling af velfærd og skoler vendes til bevarelse og udvikling.