Løb ikke fra Det Fælles Ansvar

Af Tonny Nielsen, kandidat og HB-medlem:

Aalborg Kommune vil “spare” 8 millioner kroner ved ikke at videreføre mindst 7 af 8 tidsbegrænsede projekter finansieret af statslige puljer og frivillige sociale organisationer. Igennem et af projekterne under regeringens støttepulje kaldet det “Det Fælles Ansvar II” har Claus Petersen fået støtte til efter endt alkoholbehandling at blive “sluset ud i egen bolig” og udtaler, at uden tilbuddet var han begyndt at drikke igen, og hvis projektet lukker, har han ingen steder at gå hen.

Jeg mener, at alle mennesker er ligeværdige – og altså lige meget værd – og skal behandles med lige så stor værdighed og respekt som alle andre og have lige muligheder for at trives, udvikles og vokse som menneske i vores alle sammens fællesskab, Danmark.

Om det er den ene eller den anden kasse, der skal betale, er underordnet og må ikke stå i vejen for menneskers livskvalitet og livsmuligeder. Claus Petersen og alle de mange andre “Claus Petersen’er” derude skal have mulighed for at få den støtte, de har behov for for at få livet og hverdagen til at fungere.

Økonomien i det må stat, region og kommuner altså bagefter kunne aftales indbyrdes, så borgerne får en ordentlig behandling og ikke bare efterlades alene tilbage uden nogen steder at gå hen.

Find nu ud af, hvem der skal betale de håndører, som 8 mio er i det store samfundsøkonomiske puslespil. Når Claus Petersen og de andre “Claus Petersen’er” derude står uden mulighed for hjælp, støtte og vejledning, vil det få store konsekvenser. Først og fremmest for de pågældende mennesker selv og deres pårøremde i form af dårligere helbred og livskvalitet. Samfundsøkonomisk set øges udgifter til gentagne behandlingsforløb og udgifter til sundhedsvæsenet – da alkoholisme er forbundet med en række andre behandlingskrævende følgesygdomme.

Ikke at hjælpe dem begrænser deres muligheder for at deltage aktivt i samfundet og måske at få sig et arbejde. I stedet efterlades de til en fremtid med dårligt helbred og livskvalitet og på offentlig forsørgelse. Det kan ikke betale sig at “spare” og lukke øjnene for udfordringerne.

Bevar nu tilbuddene til de mennesker, der er i en så vanskelig livssituation, at de betegnes som socialt udsatte. Ingen er udsat for sig selv – der er noget, man skal være sat udenfor (samfundet), og nogen der har sat én udenfor.
Det er et fælles ansvar at få dem med indenfor i fællesskabet igen.
Det ansvar må vi som samfund ikke løbe fra.