Af Tonny Nielsen, kandidat og HB-medlem:
Projekt “Udenfor” beskriver i caseform, hvordan man kan gribe det an med at hjælpe en hjemløs uden arbejdsmarkedstilknytning eller opholdstilladelse i Danmark til en bolig, et arbejde og en opholdstilladelse i Danmark. Casen beskriver de indbyggede barrierer i systemet, som gør det meget vanskeligt – selv for de professionelle socialarbejdere at navigere i systemet og vigtigheden af langvarigt og fleksibelt relationsarbejdet med den hjemløse, før det er muligt at støtte ham i hans bestræbelser. Uddrag: “Han havde fået tid til en jobsamtale… og pædagogpraktikanten deltog i samtalen for at skabe tillid til arbejdsgiveren, således at han følte sig tryg og for at lette sagsgangen. I mellemtiden havde Carlo også fået sin lejekontrakt, som dokumentation på fast bopæl…Ansættelseskontrakten blev underskrevet og med den i hånden som dokumentation for arbejdstilknytning til DK, gik det hele gnidningsfrit i forhold til at skaffe ham en opholdstilladelse og derefter et CPR-nr… Så gik de til “Statsforvaltningen, der udsteder et EU-opholdsdokument med baggrund i ansættelseskontrakten. Udover ansættelseskontrakten skal foto, id-kort og lejekontrakt også medbringes til den personlige henvendelse i Statsforvaltningen. Derefter sender Statsforvaltningen papirerne til ens adresse, hvorefter man kan henvende sig til Borgerservice med dokumenterne og få udstedt et CPR-nr. i form af det gule sygesikringsbevis… Alt dette blev gjort i den angivne rækkefølge.” Bolig, arbejde, opholdstilladelse, cpr-nummer…anskaffelse af bolig er vigtig som et første skridt, hvis det skal lykkes for hjemløse at få et arbejde. Hvis vi har at gøre med en udenlandsk hjemløs uden fast indtægtskilde, er det imidlertid ikke muligt at skaffe en bolig uden, at en (offentlig) hjælpeinstans dækker huslejen i en periode, indtil den hjemløse har fået et arbejde og kan forsørge sig selv”.
I stedet for at jagte mennesker rundt i systemet, smide dem ud af landet, fordi de umiddelbart koster os penge, må vi give dem en chance.
Vi må investere og tildele den støtte, der er nødvendig og fjerne bureaukratiske barrierer, så muligheden for arbejde øges markant.
Så har vi en win-win situation, hvor den hjemløse udlænding opnår øget livskvalitet ved at opnå egen bolig, blive selvforsørgende og ved at blive en del af fællesskabet i Danmark, og sekundært bidrages positivt til samfundsøkonomien, inklusionen, og det imødekommer, at vi ellers om få år får mangel på arbejdskraft!