Unge anbragte skal have efterværn

Af Tonny Nielsen, kandidat og HB-medlem:

TV2’s dokumentarudsendelse “Jeg vil ikke ende som min mor” er et af mange eksempler på, at anbragte børn ikke får det efterværn, de har behov for.

Det er en stor omvæltning pludselig at skulle bo selv, handle ind, lave mad, få job, administrere økonomi m.m. De unge har brug nogen at læne sig op ad i en overgangsfasen. Både når noget går godt, og når noget går skævt. Nogen der besøger dem, yder praktisk hjælp og bekymre sig om dem. Det gælder også, og måske især, unge der har været anbragt uden for eget hjem.

De gentagne og massive svigt af Hanne Louise bidrager kraftigt til hendes vej ud i stofmisbrug. Det viser et tydeligt behov for efterværn. Der er mange Hanne Louise’r blandt de omkring 15000 anbragte børn i vores samfund. Det er umenneskeligt, at vi bare giver slip på dem, den dag de fylder 18, eller som i udsendelsen reelt 16, og overlader dem alene til sig selv.

At de ikke får det efterværn, de har krav på er en skandale!

Det sker på trods af, at de unge selv, fagpersonale og adskillige projekter fortæller og dokumentere nødvendigheden og de positive effekter af et godt efterværn.

Det er både menneskeligt og økonomisk uansvarligt at svigte de unge. Det kan, og vil meget ofte, ødelægge deres liv. Alle de penge, alle de kræfter og de store socialpædagogiske indsatser vi anvender på anbringelserne frem til den unge fylder 18, smides ud af vinduet og er totalt spildt.
Både for de unge og for samfundet.

Vi ved så meget om anbringelse og efterværn. At lukke øjnene for det er omsorgssvigt og i øvrigt groft frådseri med skatteborgernes penge. Vi må tage ansvaret på os og sørge for at anvende den tilgængelige viden for at støtte og hjælpe disse børn og unge. Lige fra den første tidlige indsats, under anbringelsen til en værdig afslutning af anbringelsen inklusiv efterværn.

De unge skal have ret til efterværn. Anbringelser skal ses ind i et meget større perspektiv end blot den akutte fase for anbringelse.
Vi må have helhedsløsninger som tilgodeser barnets tarv også på langt sigt. Anbringelser må tage den tid, der skal til!
Vi kan lave en statslig pulje til anbringelser, så fattige kommuner ikke fristes til at slippe ansvaret for at spare penge.

Politikerne må vise tillid til og inddrage alle relevante faggrupper og specialister og lade dem anvende deres viden til at udarbejde et solidt, seriøst fagligt funderet grundlag for, hvordan anbringelser fremover skal foregå.
Så må vi betale det det koster – hele vejen igennem!