Tidlig indsats kræver tværfaglighed og tilstrækkelig økonomiske og personalemæssige resurser

Af Tonny Nielsen, kandidat og HB-medlem:

Den ensidig lykkelige anbringelse findes desværre ikke – anbringelse kan højst være den mindst smertefulde løsning af to onder. Når anbringelse er nødvendig for at beskytte barnet, er det afgørende for barnets liv, at vi som samfund ude i kommunerne resolut træder til. Tids nok til at forhindre omsorgssvigt, overgreb og mistrivsel og sikre barnets tarv nu og i fremtiden. Når vi som samfund anbringer børn og unge, lover vi også dem og deres forældre at påtage os det ansvar, som forældrene ikke vurderes at kunne leve op til. Har vi sagt A, må vi også sige B, C og D og støtte barnet gennem hele opvæksten, til barnet er voksent og kan leve et selvstændigt liv.

Serviceloven forpligter os juridiske til at beskytte barnet og gøre, hvad fagligt vurderes bedst for barnet. At efterleve loven og vores ansvar kræver vilje til langsigtet planlægning og tilstrækkelige økonomiske og faglige resurser. Der kan oprettes en statslig pulje til anbringelser, så økonomiske hensyn kan vige for menneskelige hensyn og værdier som respekt for menneskeliv, retfærdighed, ligeværdighed og bedst mulige livsmuligheder – Barnets tarv.

Jo tidligere indsats jo større mulighed for at minimere skaderne og øge barnets livsmuligheder. Den kan kun iværksættes ved, at de, der møder/kender til barnet og familien (kan også være kommunen), er opmærksomme, ser og høre dets signaler og reagere ved, at underrette kommunen.
Fx ved barnets fravær fra daginstitution/skole, ændret adfærd, mistanke om vold eller grovere kriminalitet i hjemmet (herunder også psykisk vold), forældres i misbrug og/eller en alvorlig psykiatrisk lidelse eller sociale problemer (herunder forældre, som har fået fjernet andre børn fra hjemmet).

Kommunen skal STRAKS undersøge ENHVER underretning til bunds og reagere derpå. Det kræver mere personale, end der er pt. og evt. etablering af børnecentre til samordning af den tværfaglige indsats. Her må fx sundheds- og sygeplejerske, læge, pædagoger og psykologer i tværfagligt samarbejde undersøge alle forhold omkring familien.og vurdere, hvad der er barnets tarv. Det tværfaglige team må ud fra en helhedsvurdering anbefale de foranstaltninger, der skal sættes i værk. Fjernes barnet, kan de anbefale anbringelsesform, formål tidsperspektiv m.m. På baggrund af anbefalingerne, som må spille en afgørende rolle, kan socialrådgiveren træffe afgørelsen uden overordnedes pres om økonomisk hensyntagen. Det kan højne fagligheden bag afgørelserne, øge muligheden for at leve op til ansvaret, til loven og sikre barnets tarv.