Ældreomsorg eller anbringelse?

Af Tove Buch, HB-medlem:

Nu må man vælge:
Vil vi have en ældreomsorg, der inkluderer den enkeltes borgers ressourcer, eller er det anbringelse, når en ældre visiteres til plejehjem?

Det er blevet moderne at tale om ældrecentre og ikke plejehjem, da det skal signalere, at de ældre bor i egen bolig, selv skal hjælpe til med diverse ydelser (borddækning, personlig hygiejne, rengøring, selvtræne m.v.).
Så kan man spare på personalet, for de ældre hjælper jo til. Og hjælpen behøver ikke at være så professionel, så frivillige er mere end velkomne uden, der er taget stilling til, hvad de skal hjælpe med, hvordan man sikrer såvel borger som frivillig.

Man glemmer helt, at ældre, der ikke længere kan klare sig i eget hjem både er syge – ofte med flere diagnoser og behandlinger – og alderdomssvækket.

Inkludering af den enkelte borgers ressourcer forudsætter, at borgerens sygdomme er velbehandlet, at de professionelle kender til sygdommene, er stabile i fremmødet, så vikardækning minimeres og informationerne er let tilgængelige, når vikarer skal overtage plejen.
Det forudsætter herefter, at de professionelle er oplært i at støtte, motivere og inkludere borgeren.
Og det forudsætter, at fysisk og mental træning ikke afbrydes i måneder flere gange om året med henvisning til, at det er vedligeholdelsestræning, når borgeren bor i eget hjem, som det betegnes, når en borger flytter ind på et ældrecenter eller plejehjem, og træningen derfor ikke er omfattet af loven om genoptræning, der betyder, at træningen foregår så længe, der er behov for det.

I dag er det sådan, at en borger i eget hjem får mere hjælp, støtte og træning end borgeren, der er visiteret til ældrecenter/plejehjem.
Der mangler sammenhæng mellem det, der foregår i eget hjem og på ældrecentre/plejehjem.