Vil du have teksten på vores hjemmeside læst højt, kan du hente et lille gratis program på www.adgangforalle.dk - (Åbner nyt vindue)

Kategorier

Arkiv

Firkløveren – omsorg og miljø

For CP er menneskelig omsorg og et rent miljø centrale begreber.
Derfor er firkløveren en central del af CP's logo - ligesom den er for de øvrige centerpartier i Norden og Østersø-området.

Om CP's logo og design

Et levende og åbent fællesskab

CenterPartiet er et parti, der tør tage ansvar og gennemføre samfundsforandringer.

Men det er også et parti, som er et levende og åbent fællesskab, der giver muligheder og redskaber for mennesker til at udvikle sig.

Et moderne parti bør være link mellem offentlige beslutningstagere og engagerede medborgere.

Frisind i folkestyrets højborg – Ingen accept af diskrimination

Af Per Schultz-Knudsen, organisatorisk landsformand:

I Danmark har vi flere gamle talemåder, som advarer os imod at kaste med sten, når vi bor i et glashus, eller kritisere andres rengøring, inden vi har fejet for egen dør. Disse og Jesu advarsel om at fokusere på splinten i næstens øje i stedet for bjælken i eget har flere gange meldt sig i mine tanker igennem de senere dage.

Flere partier har haft travlt med at kritisere vore svenske brødre for at være udemokratiske og undertrykke ytringsfriheden, men samtidig forsøgte nogle af dem at forbyde en bestemt gruppe danskere at få adgang til det danske demokratis centrum, Christiansborg, blot fordi de ikke har den “rette” tro.

At DF vil jage muslimer ud af Christiansborg – og landet – kan ikke overraske, men at et parti som Kristendemokraterne løber i hælene på DF er uforstående, ikke mindst når man betragter den ideologi, som partiet smykker sit navn med.

En del af den kristendemokratiske ideologi er personalismen, som bl.a. foreskriver, at man skal vise frisind. Det er åbenbart en del af partiets ideologi, som Kristendemokraterne endnu ikke har fået oplært deres nye folketingsmedlem i – eller fornægter KD den del af Kristendemokratiet?

Hvis KD og Per Ørum Jørgensen fortsat ønsker, at den kristne jul markeres på Christiansborg, bl.a. med arrangementer for de ansattes og politikernes familier, så burde de også bakke op om, at danskere med en anden tro får lov til at markere deres højtider i folkestyrets højborg.

Alt andet er en fornægtelse af den kristendemokratiske ideologi – og dobbeltmoralsk.

I CenterPartiet mødes danskere med forskellige kulturelle baggrund og forskellige trosopfattelser i et fælles arbejde for at gøre Danmark til et sted, hvor alle har lige muligheder, uanset bopæl, tro eller social baggrund. Vi hylder personalismen og dermed frisindet. Vi ønsker et samfund, hvor der vises udstrakt respekt for fx religiøse og politiske forskelle. Kun på den måde kan man sikre det enkelte menneske de bedste muligheder for personlig udfoldelse og deltagelse i samfundslivet, så det kan påtage sig ansvaret for sine medmennesker og den omgivende verden.

Respekten for det enkelte menneskes værdi betyder, at diskrimination på baggrund af etnicitet eller religion er udelukket. Det gælder også brugen af lokaler i folkestyrets højborg.

Racisme, fremmedfrygt og -had bør bl.a. modvirkes ved saglig oplysning og ved at skabe bedre kontaktmuligheder mellem etniske minoriteter og danskerne. Derfor skal det offentlige støtte initiativer, som fremmer den gensidige forståelse.

Mødet med fremmede kulturer har været og er fortsat en berigelse for det danske samfund. Der skal være plads til kulturel mangfoldighed, men der må på samme tid være et vis mål af fælles værdier og normer, for at samfundet kan hænge sammen.

Derfor bør det hilses velkomment, at en gruppe muslimer vil gøre det til en tradition at fejre ramadanens afslutning netop i folkestyrets højborg.

Når det samtidig sker med indbydelse af personer fra en lang række andre trosretninger end den muslimske, så fristes jeg til at konkludere, at initiativtagerne bag den netop afholdte eid-fest på Christiansborg er mere kristendemokrater – eller i hvert fald opfører sig mere i Kristendemokratiets ånd – end partiet, der kalder sig Kristendemokraterne.

Der er lukket for kommentarer.