Legitimerer studehandel i EU nedskæringer herhjemme?

Af Tonny Nielsen, kandidat og HB-medlem:

EU har én gang modsagt vores statsminister påstande om, at massive nedskæringer er nødvendige, og erklæret, at vi i Danmark IKKE behøver at skære så voldsomt i de offentlige budgetter, som vores regering ønsker det. EU har blankt afvist statsministerens påstand om, at EU krævede så drastiske nedskæringer i Danmark. Samtidig påpegede EU, at væksten risikerer at gå i stå, hvis så voldsomme nedskæringer gennemføres.
Det passede vist ikke statsministeren så godt. I hvert fald rejste vores statsminister 3 uger senere derned, og så blev udmeldinger fra EU pludselig nogle helt andre. Nu udtalte de sig så pludselig stik modsat.
Meget mærkeligt!
Hele den økonomiske situation blev lige forandret over én nat. Den ene dag var det ikke nødvendigt og faktisk usundt og farligt for vores økonomi at lave massive nedskæringer i det offentlige – den næste dag var det absolut nødvendigt med massive offentlige nedskæringer.

Hvad denne kovending i udmeldingerne fra EU skyldes, udover synet af vores statsminister, kan vi kun gisne om, men noget drastisk er der sket et eller andet sted i EUs korridorer.
Om der er indgået studehandler, og hvad disse indebærer, og hvem det eventuel går ud over, at statsministeren sådan kunne fremtrylle de udmeldinger, som han behøvede for at kunne legitimerer den stramme økonomiske politik, som herhjemme er hele fundamentet for hans egen og regeringens forsatte overlevelse i dansk politk, eller om han har været rundt og vride armene langt om på ryggen af politikerne i EU, skal jeg ikke kunne sige.
Jeg undrer mig bare.

Noget drastisk må der altså være sket, siden han straks efter besøget kom frejdig tilbage og fralagde sig ansvaret for serviceforringelserne i hele landet ved denne gang at have sikret sig, at udtalelserne fra EU kom til at passe ind i hans dagsorden og gjorde det muligt for ham at argumentere med “det siger EU, at vi skal”, uden at svaret fra EU endnu en gang talte ham imod og lød “nej vel siger vi ej”.

Har nogle mennesker i EU fået noget ud af det – personligt eller politisk?

I så fald formoder jeg, at det ikke er småting, der skal til for at få EU-politikere til pludselig at ændre holdning og vil gerne vide, hvilke indrømmelser han måtte give, og hvad det eventuelt har kostet os ud over de massive nedskæringer – som er mere end nok i sig selv.

I så fald er det frem for alt en hån mod demokratiet og danskerne og én fordrejning af virkeligheden, som får alvorlige konsekvenser for rigtig mange mennesker i forbindelse med de nedskæringer, regeringen nu gennemtrumfer herhjemme.