Af hovedbestyrelsesmedlem Tove Buch:

Den hastigt stigende debat om det danske sundhedsvæsen begynder at tage en kompleks drejning. Overskrifter står efterhånden i kø for at forudsige sundhedsvæsenets kollaps. Politikerne blander sig og udsteder det ene løfte efter det andet i forsøg på at omklamre borgerne i gyldne løfter.

Hvorfor går det, som det går i det danske sundhedsvæsen p.t.?

Ingen har endnu forholdt sig til, hvorfor vi er havnet der, hvor vi er!

Forklaringen er enkel: Ingen tog højde for de økonomiske konsekvenser i 1970´erne og 1980´erne, hvor landene havde travlt med at tale om ”Sundhed for Alle år 2000.” Decibel-princippet herskede dengang, som nu: Den, der råber højest bliver hørt og får penge til et konkret patientforløb, der trækker overskrifter i medierne, til en bestemt målgruppe indenfor forskningen eller til nyt undersøgelsesudstyr.

Resultatet er, at vi i dag kan undersøge og behandle sygdomme, der dengang var lig med død. OG GODT FOR DET! Men pengene fulgte ikke med, for der var ingen, der havde overblik over, hvad det kostede, og ingen har overblik over, hvad det koster i dag. Bagudrettede opgørelser over udgifterne pr. dag eller pr. patientforløb er det eneste, vi har. DRG-systemet, der blev udviklet mhp. at beregne omkostninger for konkrete patientforløb, omfatter kun dele af de samlede udgifter, så heller ikke her, kan vi få hjælp.

Det er med det, som med bygning af institutioner:
Hvis vi fortæller, hvad det egentlig koster, kommer vi aldrig i gang, så hellere gå i gang og nå til ”The point of no return”, så kommer de sidste penge nok også.

Men det har de ikke gjort i Sundhedsvæsenet, og INGEN kan bruge pengene to gange. Det ved vi i vores familieliv, men det er som om, det glemmes, når det gælder de besluttende organer.

Hvem er det, der er de egentlige ledere i sundhedsvæsenet?

Er det de formelt ansatte ledere, eller er det politikerne?

Tør politikerne indgå i en prioriteringsdebat – vi gør

Politikere vælges for 4 år ad gangen – tør de indgå i en prioriteringsdebat? Ja i CenterPartiet tør vi godt – også selvom det måske vil koste popularitet. Men læs lige, før I dømmer.

Prioriteringen kunne være:
1. nødvendighed, f.eks. ved livstruende og kroniske tilfælde
2. dokumenteret effekt
3. sundhedsfremmende foranstaltninger, der kan medvirke til, at mennesker kan fungere i hverdagen. Vi skal indrette samfundet, så der er brug for alle hænder, og ikke kun de effektive og hurtige hænder.
Men 4. at prioritere fra skal også indgå.

Det er et faktum, at livet har en afslutning, der ikke behøver forstyrres af gesjæftige behandlere.
Hvorfor er det lige, at der absolut skal opstilles hjertestartere på plejehjem, når beboerne allerede ved indflytningen har været igennem den vanskelige samtale?
Har vi glemt hvorfor, et menneske har brug for at komme på plejehjem?

De fleste kommuner i Danmark har indrettet deres hjemmepleje efter princippet: Længst muligt i eget hjem. Plejehjemmet er således sidste instans, når man ikke længere kan klare sig på grund af sygdom og alder.

Situationen er en anden, når vi taler om plejehjem for yngre handicappede.
Det ville være godt, om vi kaldte det noget andet, for godt nok har de brug for hjælp til daglig pleje, men ordet ”plejehjem” defineres og forstås som et sted for gamle. Og yngre med behov for plejemæssig hjælp har krav på et liv, som andre i deres aldersgruppe.

Hvorfor er rehabiliteringsprogrammer et fasttømret program, som alle skal skrues ned i uden individuel tilpasning?

Hvorfor har vi gjort mange behandlinger til sundhedsydelser, der tilbydes gratis – over skattebilletten, uden at forholde os til konsekvensen?

At undlade at prioritere er uetisk.
Det samme kan man sige om en prioritering uden klarhed over hvad og hvordan, der prioriteres.
Derfor efterlyser vi en prioriteringsdebat, der inddrager borgerne i Danmark.

Lovgivningen

Det er i dag fastsat ved lov, at læger og sygeplejersker i udførelsen af deres arbejde ikke må bruge tvang. Patientens medbestemmelse er sikret ved lov.

De seneste dage er konkrete situationer kommet frem i medierne, hvor man undres over, at et menneskes selvbestemmelse er respekteret efter lovgivningen, når der opstår risiko for død.
Det fik Sundhedsministeren til straks at erklære, at vi kan vente en ny lov snarest.

Hvis man – dengang loven blev skrevet og vedtaget – havde tænkt i konsekvenser, var vi måske slet ikke havnet her. Rådgivningen i beslutningsprocessen var for dårlig. For det er for dårligt at udsætte både patienter, pårørende, læger og sygeplejersker for den situation.
Og hvor går grænsen?
Ved den handicappede, der ikke forstår betydningen af en undersøgelse og/eller behandling?
Ved den bevidste patient, der fravælger en undersøgelse eller behandling?
Hvem skal sætte retningslinjerne?
Hvordan vil man gøre dem operationelle, så læger og sygeplejersker ved hvordan, de skal handle?

Har hun ret, hende der for mange år siden sagde: ”Det gik først galt i sundhedsvæsenet, da politikerne begyndte at blande sig!”?
Ja, hvis politikerne skynder sig at lovgive efter decibel-princippet og udsteder gyldne løfter uden at tænke sig om, eller lovgiver uden at have et ordentligt grundlag.

Det handler om faglighed i beslutningsprocessen.

Ledelse i Sundhedsvæsenet – en syg patient

Hvem er lederen i sundhedsvæsenet?
Den formelt ansatte leder eller politikerne?
Efterhånden er det svært at se.

Vi må én gang for alle have hul på prioriteringsdebatten. De samme penge kan ikke bruges to gange. Effektiviteten eller kravet om effektivitet uden at have hverken systemer eller ressourcer på plads er en faktor, der kan få sundhedsvæsenet til meget snart at kollapse.

Specialiseringen har medført, at en patient – kronisk eller akut syg – bliver kastebold i systemet.
Mange initiativer er gjort for at komme det til livs – forløbskoordinatorer er et af dem. Forløbsprogrammer et andet.
Men har man sat sig ned og beregnet, hvad det koster, så ressourcerne er på plads?

Og når IT-systemerne ikke understøtter f.eks. operationer – data bliver væk – eller kan ikke transmitteres til operationsstuen – aflyses patienten – ventetiden øges, og effektiviteten er igen væk.