Vi er alle danskere

Lige så gruopvækkende og uvirkelig weekendens begivenheder i København var, lige så opmuntrende og livsbekræftende har den efterfølgende reaktion med sammenhold og fælles fordømmelse af handlingen på tværs af politiske, religiøse og kulturelle forskelle været. Mindehøjtidlighederne mandag aften i flere byer viste tydeligt, at når det danske samfunds værdier angribes, så står vi sammen om at forsvare dem, uanset nuancerne i opfattelse af, hvordan værdierne bør vægtes i forhold til hinanden.

Dette sammenhold bør udnyttes til at skabe et bedre Danmark – et Danmark, hvor frisind, gensidig respekt, tolerance, tillid og åbenhed igen er dominerende begreber. Vi bør sammen bekæmpe forhånelse, mobning, udstødelse og lemlæstelse af andre menneskers krop og sjæl.

Det sker ikke ved at sætte grænsebomme op. Weekendens mord blev begået af en ung mand, der var født og opvokset i Danmark. Grænsebomme standser ikke unge danskere i at begå udåd.

Øget overvågning og kontrol har nok nogen virkning – men det er symptombehandling, som hverken kan helbred eller forebygge.

Vejen til forebyggelse går gennem gensidig respekt, tolerance, tillid og ikke mindst frisind. Alle borgere bør respekteres som ligeværdige danskere, der har ret til at leve det liv, som de hver især ønsker, klæde sig, som de har det bedst med, og dyrke den tro, som de finder rigtigst. Grænsen for levemåde og opførsel bør alene gå der, hvor en anden borgers ret til det samme bliver krænket. Det er ægte frisind.

Men hvordan når vi så dertil?

For det første skal vi hver især arbejde med at bekæmpe vore fordomme om hinanden. Vi bør lære at se personen i individet, og ikke bedømme en medborger på nuancen i vedkommendes hudfarve, påklædning, sprog eller navn.

Undervisning heri bør indgå som en naturlig og vigtig del af samfundsfag i folkeskolen og ungdomsuddannelser, så kommende generationer undgår at vokse op med fordomme om hinanden.

Når det gælder de generationer, der er nået ud over uddannelsesårene, bør civilsamfundet påtage sig en stor rolle. Civilsamfundet er sted, hvor vi alle kan mødes på tværs af politiske, religiøse eller kulturelle forskelle. Især gennem samvær, fx i idræts- eller fritidsforeninger, kan vi lære hinanden at kende som personer, og ikke blot som fremmede individer.

Dermed er vejen banet for et personalistisk samfund med plads til og respekt for forskellighed.

Endelig bør der gøres op med ”dem-og-os”-retorikken. Her bør politikerne gå forrest.

Der findes kun én gruppe borgere i Danmark, nemlig danskere! Politikere med manglende frisind, der kun respekterer borgere som rigtige danskere, hvis de lever efter nøjagtig de samme værdier som dem selv, modarbejder et fredeligt, sammenhængende Danmark.

Nogle vil korrekt indvende, at sammenholdet mod angrebet på de danske værdier ikke er 100 procent. Der har været både enkeltpersoner og mindre grupperinger, der har nægtet at tage afstand fra weekendens udåd.

Der vil altid være borgere, som ikke vil det fælles bedste. Borgere, der føler sig tiltrukket af bandemiljøer, rockergrupper, ultrapolitiske eller -religiøse grupper. Rekrutteringen til sådanne grupperinger kan begrænses væsentligt, dels med målrettet undervisning i samfundsfag i skolen, dels ved at gennemføre en social reform, der skaber et reelt økonomisk sikkerhedsnet for alle borgere. Det kan skabes gennem indførelses af en ubetinget basisindkomst, som fx CenterPartiets grundlæggende skatterabat, der sikrer alle borgere økonomisk tryghed.

Med en social reform, frisind, gensidig respekt, tolerance, tillid og åbenhed vil forudsætningerne for, at nogle borgere føler sig marginaliseret og søger at styrke følelsen af selvværd ved at søge fællesskab i samfundsnedbrydende grupper, blive stærkt forringede. Og dermed risikoen for handlinger, som det vi så i København i weekenden.

Så vil vi alle nemlig ikke blot være, men også føle os som danskere!