Hvad er et menneske værd – hvilken værdi har det?

Af Tove F. Buch, hovedbestyrelsesmedlem, CenterPartiet

Det virker grotesk at se, hvordan raske mennesker har travlt med på andres vegne at bedømme et sygt eller handicappet menneskes værdi, når det er kendt viden, at menneskets opfattelse af værdi og livskvalitet ændre sig alene over tid, dvs. at alder og erfaring kan ændre opfattelsen af egen værdi og livskvalitet. Men også menneskets evne til at tilpasse sig en ny situation har betydning.

Hvem bryder sig om, at opleve, at andre mennesker udtaler sig på en andens vegne? Det har konsekvens, for holdninger viser sig altid i en handling – en konsekvens af den enkeltes tænkning.

Mange kloge mennesker har talt om dette.

Søren Kierkegaard taler om, at hvis du i sandhed vil hjælpe et andet menneske, må du finde mennesket, hvor det er og hjælpe det videre derfra.

For at finde mennesket, må du som minimum lytte, lære og erfare. Det gøres kun i tillid mellem to mennesker. I mødet mellem to mennesker skabes denne tillid. Og prøv så lige at tænke på sidste gang, du mødte et menneske, du ikke kendte så meget til. Du har ti sekunder til at skabe denne tillid. Ti dyrebare sekunder. Måske glemte du at lytte. Måske var du bare ukoncentreret fordi, du var i gang med noget andet.

Er der plads til mig?

I den seneste tid har vi i TV kunnet følge mennesker, som det danske samfund ikke har plads til. Det har været mennesker med medfødte handicaps eller erhvervede handicaps som følge af ulykker eller sygdom.

Det tyder på, at Danmark har udviklet sig til et samfund, hvor der kun er plads til det perfekte.

Det er til at blive helt deprimeret over. Hvor blev velfærdssamfundet af? Findes der ingen politisk tænkning, der har plads til de mennesker? De nuværende partier taler kun om det, men de beslutninger, de træffer, viser noget helt andet.

Det er ikke gjort med fine taler og smukke visioner, der skal handling til.

I den personalistiske tænkning taler man om det inkluderende samfund – et samfund – hvor der er plads til alle, og hvor der er brug for alle.

Mennesker har ikke brug for jobs, der ikke er udviklende, for al ny forskning viser, at stimulation kan medvirke til at udviklede selv svært handicappedes evne til at udfylde en arbejdsopgave målrettet deres evner og færdigheder, når blot arbejdet tilrettelægges individuelt.

Mange taler om individualitet, men mener egoisme. Individualitet handler om at tage udgangspunkt i de evner og færdigheder, den enkelte har, og udvikle derfra.

Heldigvis er der mennesker og virksomheder, der protesterer ved at skabe arbejdspladser for denne gruppe af mennesker. Tag f.eks. mennesker med psyko-sociale handicaps, der er udstyret med helt særlige evner. Det var en befrielse at se og høre om virksomheden, der alene beskæftiger de mennesker, udvikler dem, og på den måde er ressource for andre virksomheder, der har behov for specialistviden og kunnen.

Det kan godt være, at der skal særlig hjælp til, for at mennesker med handicaps kan få et værdigt og meningsfuldt liv. Men det giver ikke andre ret til at dømme og bedømme den handicappedes liv.

Et inkluderende samfund.

CenterPartiets politiske programmer bygger på den personalistisk tænkning.

Et inkluderende samfund, hvor der er plads til alle, og som giver mulighed for, at den enkelte kan udvikle sig til et selvstændigt menneske, der er en del af fællesskabet.

I CenterPartiet Idéprogram læser man følgende: ”Mennesket er ikke kun et individ, heller ikke blot en del af et kollektiv, men en selvstændig person, der ikke kan leve uden medmennesker, og som præges af – og selv præger andre – i de fællesskaber, som det indgår i” – se endvidere www.personalisme.dk.

Det er let at se for det aktive, arbejdende menneske, men det har også en konsekvens for den handicappede uanset handicappets karakter og grad.

Samfundet kan og skal give plads til disse mennesker, for de kan ikke undværes, når samfundet skal fungere.

Videre kan man læse: ”CenterPartiet er grundlagt ud fra et stærkt ønske om social retfærdighed, modstand mod undertrykkelse, og at nogen holdes udenfor fællesskabet. Tanken om retfærdighed og lige muligheder er således en bærende idé for CP. Målet er at give mennesker lige muligheder for selv at forme deres livsprojekt – under hensyn og respekt for deres medmennesker.”

Derfor kan et menneskes værdi begrundes i lyset af den personalistisk tænkning, som det viser sig i bl.a. FNs Menneskerettighedserklæring, og som mange kloge nutidige politikere udtrykker.