Pressemeddelelse:
Skal midten af dansk politik have en enhedsliste, som den yderste venstrefløj har?
Det er spørgsmålet, som skal drøftes, når en række midterpartier, som i øjeblikket ikke er repræsenteret i Folketinget, lørdag samles til møde i Odense.
Initiativtager til mødet er CenterPartiet, som tidligere på ugen kunne notere sig en betydelig politisk sejr, da indenrigsministeren Margrethe Vestager tilkendegav, at hun efter forslag fra CenterPartiet vil tage initiativ til at modernisere valgloven. Ændringen skal gøre det muligt for nye partier digitalt at indsamle de nødvendige underskrifter for at kunne stille op til Folketinget.
”Men antallet af underskifter, der skal indsamles, vil sandsynligvis fortsat være omkring 20.000. Derfor kan det være en stor fordel, hvis midterpartierne går sammen og stiller op på en enhedsliste. Så skal de sammen kun samle 20.000 underskrifter, i stedet for hver for sig – og så kan de på valgdagen også samle midtervælgerne i stedet for at sprede dem på forskellige partier. Det vil styrke muligheden for, at midten i dansk politik igen bliver repræsenteret i Folketinget”, fortæller Per Schultz-Knudsen, landsformand for CenterPartiet.
Det var også den model, som flere små partier på venstrefløjen valgte i slutningen af 1980’erne, da Enhedslisten blev stiftet.
”Det er den eneste måde, som midten i dansk politik kan samle kræfterne på. Ved folketingsvalg er der jo ikke mulighed for valgforbund mellem forskellige partier, som tilfældet er ved kommunal- og regionsrådsvalg”, konstaterer Per Schultz-Knudsen.
En forudsætning er, at de partier, der bekender sig til midten af danske politik, kan blive enige om at etablere en politisk overbygning, der dels kan stå for tilrettelæggelse og gennemførelse af en valgkamp, og dels kan udarbejde det politiske grundlag, som listens eventuelle repræsentanter i Folketinget skal arbejde ud fra.
”Første skridt er, at vi sætter os sammen og drøfter muligheden. Derfor er vi i CenterPartiet glade for, at flere partier har taget positivt imod indbydelsen til mødet i Odense. Det danner et godt udgangspunkt for drøftelserne”, konstaterer CP’s landsformand.