Værdikommissionen
gik galt fra start

Af Søren Bülow, medl. af Idépolitisk Tænketank, CenterPartiet

Regeringen nedlægger nu Værdikommissionen, som dermed bliver reduceret til et stykke kristendemokratisk vraggods. Forliset kunne anes fra begyndelsen, fordi kommissionen politisk var forankret i kun ét mandat, og fordi temaet ikke havde bred interesse.

Kommissoriet virkede ellers på rette spor, når det efterlyste en “åben og bred folkelig debat” om værdier. Men hvad er der i realiteten sket? I al hast gennemførtes ni (og tilsyneladende de eneste møder) med offentligheden i oktober i år – otte måneder efter, at kommissionen blev nedsat. Og på kommissionens hjemmeside kan man blot finde to debatindlæg fra dens medlemmer.

Jeg har tilfældigvis hørt Henrik Dahl og Farshad Kholgi tale om kommissionen i radioen en gang i februar. Men ellers er det meget lidt omtale, man kan finde i dagspressen. Enten har der været tale om danmarkshistoriens dårligste stykke kommunikation. Eller også har kommissionen ikke lavet et hammerslag. Eller begge dele?

Anders Samuelsen (LA), som netop har fortalt pressen om, hvordan han har fisket sin søn ud af narkomiljøet, har med én handling signaleret flere værdier og skabt mere debat end alle kommissionens 11 medlemmer i ni måneder til sammen. Det er de triste kendsgerninger.

Anders Samuelsens handling er et godt eksempel. Altså ikke hans konkrete valg og gerninger, som er svære at gennemskue. Men selve det, at han udtrykker sine værdier igennem handlinger, er et godt eksempel på, hvordan det burde gøres for at skabe en ”bred debat”. Hér ligger nøglen til forståelsen af, at Værdikommissionen aldrig ville have haft den store interesse – selv hvis den havde fået lov til at løbe linen ud.

Flertallet af danskerne er nemlig ligeglade med en akademisk debat om værdier, men vil til gengæld gerne debattere konkrete politiske og personlige valg. At der ligger værdier bag, er ingen hindring, men det skal bare ikke være det, der er udgangspunktet.

Kristendemokraterne, der desperat solgte ud af sine egne værdier i forhandlinger om at få denne kommission, havde naturligvis ikke noget blik for dette problem. Partiet kørte jo i forvejen med en kristen overskrift, som mindre end en procent af vælgerne gad høre om.

Men for offentligheden var signalværdien ikke til at tage fejl af: En kommission forhandlet igennem af kristendemokrater og med en biskop som formand skulle debattere ”værdier” med danskerne? Man anede selvfølgelig en ført dagsorden. Retfærdigt eller uretfærdigt, men under alle omstændigheder var det et håbløst udgangspunkt.

Hvad skulle man så have gjort i stedet? Værdidebatten er jo ikke ligegyldig. Jeg mener, det var en klar fejl at give værdidebatten sin egen kommission. I stedet burde værdidebatten have været sikret i de andre, samtidige udredningsarbejder.

Tænk på, hvad det for eksempel ville have betydet, hvis værdidebatten i sin tid havde været til stede i den tidligere Velfærdskommission? Så kunne Velfærdskommissionen ikke bare rask væk have anbefalet højere arbejdstid, lavere dagpenge og afskaffelse af efterlønnen og alene basere det hele på tal og penge.

Men der var ingen bred forankring af værdidebatten, da Værdikommissionen blev forhandlet igennem. Hverken i Folketinget, i befolkningen eller i embedsværket. Derfor blev kommissionen sat i verden uden at have en fremtid.