Af Ibrahim Gøkhan, politisk landsformand:
Statsministeren udnævner udviklingsministeren Søren Pind til integrationsminister, selvom hr. Pind vil afskaffe integration og erstatte den med assimilation.
Søren Pind mener, at alle skal ligne danskere, men han forklarer ikke, hvem de er de danskere, han henviser til. Taler vi om danskere fra middelalderen, eller taler vi om danskere fra år 2011?
Hvis vi taler om danskerne idag, er hr Pinds forslag meningsløst.
Det Danmark vi har i dag, er meget anderledes end det simple og nostalgiske Danmark, som højrefløjen ofte refererer til.
Vi har et mere demokratisk, åbent, globalt samfund, som handler med hele verden og agerer internationalt.
Vi danskere skal ikke kun integreres eller assimileres indenfor vores eget lands grænser.
Vi er nødt til at forholde os til, hvordan livet udenfor er.
Faktisk er verden allerede i Danmark.
Folk med rødder fra alle verdensdele er i virkeligheden nyttige samfundsborgere i Danmark.
Så spørgsmålet er, hvad det egentlig er, Søren Pind vil med sine forslag, når de nu i virkeligheden er betydningsløs, tom snak?
Vi ved, der er snart valg, og regeringen sammen med dens støtteparti vil igen forsøge at manipulere og skræmme almindelige danskere med, at der er fremmede, som vil overtage deres land ved at underminere den dansk kultur.
I de sidste ti år har regeringen ikke været i stand til at rette op på dansk økonomi.
Danmark er i dag fattigere end det var for 10 år siden.
Landet har deltaget i unødvendige krige med store danske tab som resultat.
Der er kløft mellem rige og fattige i Danmark.
Velfærdsamfundet, som vi kender det, er ved at forsvinde.
Og alligevel har regeringen besluttet, at vi med fokus på udlændingedebatten skal skrue tiden tilbage til 2001.
Det er, som om nogle i Danmark helst ville starte karikaturtegningen og de adskillige ulovlige krige op igen.
Men almindelige borgere i Danmark er ikke så dumme, som Søren Pind og regeringen tror.
Vi tror ikke, at den taktiske og manipulerende valgkamp vil hjælpe regeringen denne gang.
Danskerne gider ikke diskutere fremmede hele tiden.
Der er blevet strammet nok til, at vi kan se, at vi overtræder en række europæiske og internationale konventioner.
Danmark skal inkludere i stedet for at ekskludere.
Vi skal ud i verden i stedet for, at vi lukker os inde. Dét er vejen frem, og det er det Søren Pind og co. lukker øjnene for ved at bruge alle mulige – også fremmedfjendske – udmeldinger. Deres formål er kun at beholde regeringsmagten.
Det kan ikke lade sig gøre denne gang.