Sundhedsvæsen i verdensklasse?

Af Tove Buch, HB-medlem:

Nu må man vælge:
Vil vi have et sundhedsvæsen i verdensklasse, eller vil vi afsætte den økonomi, der er behov for, når man tager hensyn til udviklingen i undersøgelse, diagnostik og behandling?

Den historiske udvikling har vist, at vi i dag kan finde og behandle sygdomme, man for bare få år siden døde af – og godt for det. Og, at indlæggelser er forbeholdt de mest syge, så undersøgelse og behandling i stor udstrækning foregår ambulant eller som dagindlæggelse.

Men der mangler noget! Man har tilsyneladende glemt at beregne, hvad det koster. DRG-systemet blev allerede inden, det blev indført, kritiseret for en generalisering, der ikke kan vise omkostningerne tilstrækkeligt til, at man kan finansiere efter det.

Nedskæringerne i sygehusvæsenet er et tydeligt tegn på den manglende sammenhæng.
Længst muligt i eget hjem, så kun de mest syge indlægges. Derfor kan man også skære på personaleområdet, for der skal være kortere indlæggelser, flere ambulante forløb og flere dagindlagte. Man glemmer helt, at de indlagtes sygdoms- og behandlingsgrad er øget uden, de nødvendige ressourcer er fulgt med.

Alt for længe har det været decibelprincippet, der har styret, så den patientgruppe, der formåede at organisere sig bedst og råbe højest, blev prioriteret. Alle kan jo påberåbe sig en sværhedsgrad og dermed dødelighed, for livet i sig selv er dødeligt. De svage lades i stikken.
Prioritering og placering af psykiatrien er et godt eksempel på dette.