For CP er menneskelig omsorg og et rent miljø centrale begreber.
Af Søren Bülow, politisk næstformand:
Euroen trues af ustabilitet i de gældsramte medlemslande som f.eks. Grækenland og Irland. Men er Euroen ikke også selv en del af problemet?
Irland kan ånde lettet op, skrev flere medier efter at landet opnåede et lån fra EU og IMF på op imod 100 mia. Euro. For ikke længe siden var det grækerne, der kunne ånde lettet op over en krisepakke på 110 mia. Euro. Irland og Grækenland er kun de seneste ud af flere lande som er i alvorlige, økonomiske problemer.
Men flere af medlemslandenes ustabile økonomier truer fortsat med at vælte hele Euro-projektet,
Og desværre har advarselssignalerne været tydelige i lang tid. Selv i de mange år under højkonjunkturen før finanskrisen, levede mange EU-lande ikke op til konvergenskriterierne. Og så blev der endda pyntet på tallene.
Allerede på daværende tidspunkt stod det klart, at der netop var en divergens i udviklingen i de europæiske landes økonomier, men der blev ikke taget aktion på det. Det gør der (måske?) nu, hvor der er vedtaget nye principper for medlemslandenes budgetmeldinger.
Men det er et oplagt spørgsmål, om den seneste tids hjælpepakker rent faktisk nytter på lang sigt, eller om det egentlige problem er at Euroen spænder over mere end den kan holde til?
Med Euroen er det forsøgt at udglatte forskellene imellem medlemslandenes økonomiske præstationer ved at have en fælles valuta. Med én fælles valuta skulle det blive sværere for finansmarkedet at spekulere imod f.eks. Grækenland fordi Grækenlands valuta også var Tysklands: den tyske økonomi “garanterede” på den måde indirekte for Grækenlands løbende budgetunderskud.
Det siger sig selv, at en sådan løsning ikke er langtidsholdbar, hvis nogle af medlemslandene kører med permanent voksende underskud på de offentlige finanser.
Og på finansmarkederne er forsøget på at bruge Euroen som tågeslør for længst blevet gennemskuet. Den risikopræmie, der ellers ville have været lagt på den daværende Drachme, finder i dag andre veje – f.eks. i flugt fra de direkte investeringer i Grækenland.
Men det er som om man ikke vil lære af det i Bruxelles. Man har i en årrække ladet medlemslande med stærkt usunde økonomier tære på den “polstring” som de stærkere økonomier i EU havde. Den går ikke længere så nu låner man også af den fremtidige “polstring” til de selvsamme usunde økonomier?
Det er en meget høj pris EU-landene, herunder også Danmark, betaler for at bevare det prestige-projekt som Euroen dybest set er udtryk for. Euroens teoretiske, stabiliserende effekt på EU’s økonomi er da i hvert fald blevet kraftigt modbevist.
En række økonomer, herunder Milton Friedman, har forudsagt Euroens endeligt fordi Euroen ikke afspejler den divergens som er i de europæiske landes økonomier, og dermed den markedstilpasning som burde foregå.
Spørgsmålet er derfor ret oplagt, om ikke EU ville stå sig bedst ved selv at opgive Euroen i stedet for at håbe på, at væksten vender tilbage i et omfang som overstiger tempoet i nogle af medlemslandenes gældssætning? Det sker nemlig næppe.
At opgive Euroen ville få drastiske konsekvenser for alle medlemslandene i en overgangsperiode – ikke mindst for de aktuelt krisetruede lande.
Men lad os se det i øjnene: de penge vi nu låner ud til de gældsplagede lande får vi i stort omfang alligevel aldrig igen. En del af lånene er på forhånd rentefri og ved at udskyde den tilpasning til den globale markedsøkonomi, som landene ville være tvunget til uden Euroen, er der stor risiko for at en senere eftergivelse af gælden kommer på tale.
Det er en meget høj pris EU-landene risikerer at komme til at betale i en uoverskuelig lang fremtid. Derfor er spørgsmålet om ikke et farvel til Euroen ville være en bedre løsning på lang sigt?
De midler EU ville spare, ved ikke at binde sig til finansielle krisepakker i årtier, kunne man så passende anvende til at sikre levegrundlaget for de hårdest ramte befolkningsgrupper i de lande, som under alle omstændigheder skal igennem en skrap, økonomisk hestekur.
