Familier skal hjælpes – ikke sendes væk

Af Tonny Nielsen, kandidat og HB-medlem:

Når man ser på nomadefamilierne, som hver anden kommune har oplevet, er der flere ting, der springer i øjnene. Familierne flytter ofte, når kommunerne kommer for tæt på og vil iværksætte undersøgelser af familiens forhold, lave handleplaner m.m.

Når familien flytter, forsinkes kommunernes arbejde med familierne, eller det går helt i stå. En ny bopælskommune kan ikke forsætte arbejdet med familien, hvor den forrige kommune slap. Det er der mange lovgivningsmæssige grunde til. Love kan gennemgås for at finde muligheder for forbedring. Der er brug for selvransagelse hos regeringen, ansvarlige folketingspolitikere og i de kommunale forvaltninger. Fx sendte KL’s tidligere formand et notat til borgmestrene om, at “optimale tilbud findes inden for de udstukne økonomiske rammer”. Hvilket er direkte ulovligt!

Staten betalte i 2007 en fjerdedel af udgifterne, når anbringelser oversteg 400.000 kr. Nu betaler staten først, når prisen overstiger 800.000. Dette sammen med skattestoppet gør det ikke ligefrem nemmere for kommunerne at hjælpe børnene. Det retfærdiggør dog ikke, at kommunerne lukker øjnene for problemerne eller – som på Lolland – betalte familie for at flytte til en anden kommune. Kommunerne har mulighed for at ytre sig om disse sager og presse regeringen til anderledes økonomisk prioritering i stedet for automatisk at parere ordre fra regeringen på bekostning af disse børns liv. I stedet for besparelser kan der laves en statslig pulje, som betaler for anbringelsessager, så kommunerne i deres sagsbehandling ikke skal tænke økonomi, men udelukkende tænke i løsninger, der er til barnets bedste – som loven faktisk også foreskriver.

Man kan oprette en form for “socialt rejsehold”, som kan operere på tværs af kommunegrænser. Man kan inddrage de frivillige foreninger og organisationer, som har med udsatte børn og familier at gøre. De VIL disse børns bedste. Børnenes tarv er årsagen til, at organisationernes eksistens. Organisationerne har stor erfaring og ekspertise på området. De kender disse problemstillinger til hudløshed og kan arbejde på tværs af kommunegrænser. De frivillige skal ikke udnyttes økonomisk, men fx tildeles et fast beløb.

Som det er nu, er der tale om et massivt, nærmest systematisk svigt og umenneskelig behandling med fatale følger for børnene. Det skal laves om NU!