Af Søren Bülow, næstformand i CenterPartiet:
Regionernes formand, Bent Hansen, De Konservative og De Radikale luftede i forbindelse med regionernes årsmøde for nyligt tanken om at lægge brugerbetaling på alle lægebesøg.
Tanken er jo oplagt: I dag har f.eks. tandlægebesøg brugerbetaling, mens andre lægebesøg er gratis. Bent Hansen og Magrethe Vestager syntes i et interview til DRs nyhederne at det er tale om en uretfærdighed, fordi man jo ikke selv kan bestemme, om man bliver ramt af det ene eller det andet helbredsproblem. Derfor burde der brugerbetaling på alle typer lægebesøg.
Jamen, tænk nu lige en gang over det! Sygdom rammer jo i forvejen tilfældigt. Hvordan i al verden kan det blive mere retfærdigt, at man oven i – ”uretfærdigt” – at blive ramt af sygdom, også skal rammes økonomisk? Det er da kun med til at øge uretfærdigheden overfor de personer, der er mest udsat for helbredsproblemer.
Det er svært at se, hvordan man kunne skåne særligt udsatte personer for en sådan brugerbetaling. En bureaukratisk ansøgelsesproces om fritagelse er som regel det sidste, man har behov for, hvis man er røget ind i langvarige helbredsproblemer.
Brugerbetaling vil i øvrigt have en negativ effekt på den forebyggende indsats, fordi nogen vil udskyde lægebesøget, til de får et akut problem.
Hvis formålet med forslaget var at skabe en bedre balance i sundhedssektorens økonomi, så er det ikke en god idé at skræmme patienterne væk fra en forebyggende og tidlig indsats til en efterfølgende – og meget dyrere – behandling.
Man kan sagtens diskutere, om det er de rigtige sundhedsydelser, der lige nu er brugerbetaling på, men en generel skat på sygdom er altså ikke en god løsning.