Af Søren Bülow, næstformand i CenterPartiet:
Danskerne går pludselig ind for a-kraft, hvis man skal tro en nylig meningsmåling.
Det skal vel ses i sammenhæng med den aktuelle klimakrise, hvor CO2-problemet er blevet gjort så tydeligt, at den ellers ikke særligt elskede a-kraft pludselig ser grøn ud.
Men der er ikke noget i klimakrisen, der ændrer ved, at a-kraft stadig ikke er en grøn løsning.
For CenterPartiet er forvalterskabet af naturen en bærende idé, og i den sammenhæng er det altså intet fremskridt at erstatte forbruget af én type naturresourcer med en anden.
Desuden er det en misforståelse, at a-kraft skulle kunne løse klimaproblemerne på kort sigt. Det vil tage årtier at opnå et positivt afkast af en massiv a-kraft udbygning.
Det venter den globale opvarmning ikke på.
At a-kraft umiddelbart forurener mindre end kulkraft, gør ikke a-kraft til mere end den næstbedste løsning. Det er ikke godt nok for CenterPartiet, som vil have en langsigtet løsning baseret på 90% vedvarende energi.
Vores kortsigtede løsning er at overgå til mere grønne brændstoffer og at nedbringe brændstofforbruget markant.
Det er muligt at give denne udvikling et ordentlig skub, hvis vi er indstillet på at ofre velstand på det i vores generation i stedet for at skubbe klimaproblemet videre til de kommende generationer.